Mere elevtid, tak!
En hvilken som helst hverdag før Corona-krisen kunne se sådan her ud: Klokken ringer ind efter frikvarteret. 1,6 minutter. De fleste børn er heldigvis hurtigt inde og sidde klar på deres pladser. Men så kommer Christian og Bjørn løbende ind i klassen. “Anders har slået sig” råber de. Ud på gangen, ned i skolegården, finde Anders, finde plaster, tilbage i klassen. 1,25 minutter. Undervisningen kan gå i gang. Eller næsten. Ester og Marie har haft en konflikt dagen i forvejen, som nu er blusset op igen. Ud på gangen med pigerne, bede dem om at komme op med to forslag til, hvordan de kan sørge for ikke at blive uvenner igen, tilbage i klassen. 1,07 minutter. Matematiktimen er i gang.
Efter sådan en start, er der 1,07 minutter tilbage af matematiktimen til hver af mine 28 guldklumper i 3.U.
Den danske folkeskolelov siger, at der maksimalt må være 28 elever i en klasse. Med 28 børn i en klasse og en lektionsvarighed på 45 minutter, betyder det 1,6 minutter per barn. Prøv at forestille dig, hvis du gik til lægen, og lægen satte sig ned foran dig og sagde “Yes, Du går bare i gang. Du har 1,6 minutter”. Min egen tanke ville nok være, at jeg ville have en ny læge.
Hvordan skal jeg knytte mig til eleverne, når jeg hele tiden er på vej videre til den næste?
Teorier om relationskompetencer fortæller os, at lærernes evne til at skabe positive bånd til eleverne gør eleverne dygtigere og gladere – børn lærer simpelthen mere, når de trives. Men med 1,6 minutter per barn bliver teorierne netop det: Teoretiske! For hvordan skal jeg knytte mig til eleverne, når jeg hele tiden er på vej videre til den næste? Jeg mener, at der er en kæmpe risiko for at tabe nogle børn, fordi læreren ikke har tid til at skabe stærke relationer med hver enkelt elev.
Efter at skolerne er åbnet igen, post Corona, har mine elever i 3.U været delt i to lige store hold. Det betyder, at jeg har undervist to hold med 14 elever på hver. Og ja, jeg kan da finde masser af virkelige træls og irriterende ting i min nye post Coronahverdag, men antallet af elever i min klasse er ikke en af dem. Det er simpelthen fantastisk at have tiden til at sætte sig ned sammen med de elever, som lige har brug for de der 5 minutter ekstra til at få gennemgået en opgave – for pludselig så har jeg faktisk 5 minutter til rådighed til dem. Måske endda 10 minutter på de gode dage.
Min forhåbning er, at der er nogen af dem, som har magten til at beslutte noget, som lægger mærke til, hvad vi lærere oplever i disse dage. Jeg håber, at de lytter til fortællingerne om de positive ting, man kan tage med sig efter denne samfundskrise. Jeg håber, at de lægger mærke til, at der er nogle børn, som lige pludselig trives i skolen, fordi der er tid til at se dem.
Så kære politikere: Kan vi ikke godt sætte optimering og økonomi til side og lade det handle om vores børns trivsel i stedet? Sæt elevantallet per klasse ned. Det vil give rum til at skabe bedre relationer til sine elever, og som en direkte konsekvens heraf også skabe et bedre læringsmiljø. Er det ikke en win-win situation?
