Lad os aldrig glemme fællesskabet.
Min datter er i gang med at evaluere på det forløb, de har arbejdet med under corona lockdown. Midt i evalueringen stopper hun op og ser tomt ud i luften. Hun vender sig mod mig og spørger: ”Hvad er en billedroman?”. Hun har arbejdet med billedromanen i de sidste 4 uger. Hendes dansklærer har lavet et godt og grundigt forløb med analysearbejde på højt niveau. Alle opgaver at lavet til topkarakter, for jeg har selv været der, men alligevel er det gået hen over hovedet på min datter, at det var en billedroman.
Min datter er et barn som så mange andre. Hun klarer sig fint i skolen og er en flittig elev. Under corona har hun lavet, alt det hun er blevet bedt om. Alligevel har hun misset en så vigtig del, som at det er en billedroman, og at opgaverne til billederne og teksten hænger sammen. Under evalueringen er hun helt blank og kan intet huske. Da jeg spørger ind til de mange opgaver, kan jeg mærke, at den røde tråd i forløbet er ”knækket” flere steder. Hvis hun kan misse så vigtig læring, tænker jer, at der må være mange, som er i samme situation.
Fjernundervisningen har fungeret fint i en periode. Undervisning hvor eleverne har siddet alene med opgaver fra deres lærere. Men vi må ikke glemme nødvendigheden af fællesskabet i klassen. Jeg mener, at fællesskabet i klassen er altafgørende, hvis man skal sikre, at det man lærer kan huskes, fordi undervisning uden snak, smil og kommentarer fra andre ikke sætter sig fast hos eleven.
Det er tydeligt, at min datter har manglet klassesnakken. Der har ikke været lærerens snak, mimikken, samspillet eller de mange spørgsmål som opstår ved den mundtlige gennemgang. Min datter er ikke en af dem som sidder med fingeren oppe hele tiden, men hun lytter. Som mange andre af de lidt stille og flittige elever, sidder hun og lytter til gennemgangen, de gode- og mindre gode spørgsmål. Spørgsmål og snak som giver den brede forståelse, som er nødvendig for at ny viden lagres.
Under min fjernundervisning af 2.X og hjemmeundervisning af egen datter, er jeg virkelig blevet bevidst om, at den fælles forforståelse og gennemgang er en forudsætning for at opgaverne løses, så den tiltænkte læring faktisk finder sted. Jeg, som mor, har troligt siddet og hjulpet min datter gennem hjemmeopgaverne, men som folkeskolelærer kan jeg se, at det ikke kan stå alene.
Lad os huske på de gode ting et stort klassefællesskab kan give. Når 22 elever lytter- og snakker til hinanden. Lad os ikke glemme vigtigheden i at være sammen og lære i fællesskab. Jeg håber min datters lærer samler op på forløbet, når de vender tilbage, for sløjfen på den røde tråd skal bindes.
