Tro og tvivl

Jeg kan ikke huske hvornår det sidst har været almindelig kendt, at folkeskolelærerne gjorde et godt stykke arbejde. At alle syntes det var fedt at være lærer. At det var et job hvor man havde tid til at fordybe sig sammen med eleverne og ikke hele tiden skal rende til møder og dokumentere hver eneste uregelmæssighed hos eleverne. 

Det passer ikke helt – der var et kort øjeblik i april 2020, hvor lærerene fik ros af hele verden. Vi var nemlig omstillingsparate og innovative og kreative og, og, og… Der var et kort øjeblik, hvor vi nød anerkendelse og ros. Tak for det. 

Så blev det sommer og vi nød en ferie, der godt nok var fuld af ængstelse og bekymring for hvilken skole vi skulle tilbage til, men det var dog ferie lidt endnu. ”Frygt ej – der skal bare sprittes ekstra af, så kan I sagtens være i skole hele dagen og undervise som I plejer.” Nå, men tak for det, så. 

Og inden vi fik set os om, var DLF og KL blevet enige om at den der lov409, den kunne da sagtens bare være en aftale. Så havde vi jo noget af forhandle ud fra næste gang. Nå, men tak for det, så. 

Arbejdstidsaftalen kommer ikke til at vælte min verden hvis det bliver et ja til urafstemningen. Mange af elementerne i den er taget ud af den professionsaftale jeg arbejder under nu. Min TR har fornuftige forhandlinger med ledelsen om hvilke opgaver der skal løses og hvor meget det er rimeligt hver medarbejder skal løfte. Jeg kommer til samtale 3 gange om året om mine arbejdsopgaver, hvor jeg sammen med nærmeste leder tager et kig på hvordan tiden er sat sammen. Kan jeg nå det hele? Er der for mange pukler af tid? Er der opgaver jeg ikke kommer i mål med? Og hvis der er, er det så noget vi kan finde en løsning på? Hvordan har jeg det ellers? Har jeg haft for mange fraværsperioder – og hvordan griber vi det an? (Den sidste udløste deltagelse på et smertehåndteringsforløb, der gav gode resultater) 

Jeg oplever, at jeg bliver lyttet til og taget på råd når det drejer sig om min arbejdstid. 

Men jeg ved, at det ikke er alle der har det lige som jeg. Jeg ved, at der sidder kollegaer rundt omkring i landet, der har alenlange lister med arbejdsopgaver og forsvindende lidt tid til at løse dem i. Jeg ved der sidder kollegaer, der mest af alt ønsker at lave god skole, men ikke får hverken tid eller resurser til det. Jeg håber for dem, at et eventuelt ja til aftalen kan give dem det arbejdsliv jeg har nu. Jeg håber deres ledelse og kommunalbestyrelse bliver tvunget til at forbedre deres vilkår. Jeg håber vi kan få et fælles ståsted, som vi kan forhandle videre fra. Jeg håber vi kan stå sammen og opleve, at vi har de sammen vilkår uanset om vi er fra Kolding, Korsør eller København. Men lige nu er jeg i tvivl. 

Jeg vil rigtig gerne. Virkelig. Det mener jeg. Jeg vil gerne have et godt samarbejde. Jeg vil gerne være fuld af tillid og jeg vil gerne tro på, at min kommunalbestyrelse og min ledelse vil skabe god skole sammen med mig. Jeg vil gerne tro på, at KL vil, om ikke mig så mine elever, det godt. Jeg vil gerne tro på at Pernille Rosenkrantz-Theil vil styrke den danske folkeskole og være med til at skabe en lysende fremtid for de kommende generationer. Det vil jeg virkelig gerne tro på. 

Men tro giver ingen garantier.

Så lige nu er jeg i tvivl.