Hvorfor tror folk stadig, at lærerne har mere ferie end andre?

Det er søndag, og der er pligtarbejde i haveforeningen. Mændene er sat til at lave det tunge mandearbejde, mens kvinderne igen har fået lov til at luge rundt på pladsen ved flagstangen.

Vi er fire kvinder, og vi starter fra hver vores ende af. Mens vi står med numsen i vejret, går snakken livligt. Vi snakker om vind og vejr, ferie og vores haver. Snakken går bl.a. på, at det er svært at holde haven, når man ikke er fastboende. Lotte fra have 54 vender sig pludselig mod mig og spørger lidt kækt, om jeg egentlig ikke er lærer, for hvis jeg er lærer, så har jeg jo 6-7 ugers sommerferie, og så må jeg da have tid til at holde min have. Jeg ved godt hvad Lotte mener, men kan alligevel mærke irritationen stige op i mig. Jeg vælger at forklare Lotte, at jeg har tre ugers ferie og afspadserer de sidste to. Lotte forstår ingenting, for hvorfor afspadserer jeg? Jeg forklarer igen, at afspadseringen skyldes, at lærerne arbejder over 40 timer om ugen, da vores ferie skal ligge sammen med elevernes. Vi har ikke mere ferie end andre, vores arbejdstid er bare tilrettelagt på denne måde. Lotte kigger forundret på mig og svarer, at det vidste hun ikke, hun havde altid troet, at lærerne havde mere ferie end andre. Karin, som har lyttet med, stemmer i og meddeler, at hun heller ikke var klar over dette.

Ikke nok med at man ved hver eneste familiefest skal forsvare sin arbejdsuge og tid, men i weekenderne skal man igen forklare og forklare, at man ikke arbejder mindre end andre og ikke bare genbruger materialer år efter år. I 2013 var over 55.000 lærere ramt at lockouten. En lockout som ingen undgik at bemærke. Men alligevel har langt de fleste undgået at bemærke årsagen til lockouten. Lærere stod skulder ved skulder, side om side i 25 lange dage, men nåede vores budskaber ud til folk – det tror jeg ikke. Hvor gik det galt, siden man stadig syv år efter skal argumentere for sin arbejdstid og forklare sit arbejde til familie, venner og naboer?  

Denne søndag morgen blev ingen undtagelse. Men en ting er sikkert, og det er, at ukrudtet igen står knæhøjt ved næste pligt i kolonihaveforeningen og det gør min forsvarstale også. Jeg håber blot at vores ”Ja” til arbejdstidsaftalen viser, at vi gerne vil videre og se fremad. Jeg håber der endnu engang sættes fokus på lærernes arbejdsdag.