Ikke flere brændte børn!

Der var en udsendelsesrække for nogle år tilbage, som hed ”De brændte børn”. Det var børn, der opsøgte fagpersoner fra deres barndom, og spurgte, hvorfor de ikke blev hjulpet bedre. Og vi lærere kunne sidde i den nutid, vi nu havde, over vores madpakke og spørge hinanden, om den og den mon ville komme til os om en årrække og spørge os, om vi havde gjort noget. Og vi kunne sige til hinanden, at der i hvert fald var nogen, der slet ikke blev hjulpet godt nok, selv om vi gjorde vores. Jeg har tænkt på de børn, når jeg havde fri, og det ved jeg, at en række af mine kolleger også har gjort.

Så som en af dem, der hele tiden har arbejdet med området, bliver jeg glad for den fokus, der nu er på, hvad vi gør, og hvad der over de seneste ti år er faldet mellem stolene og hvorfor. Det er godt, der er ekstra penge på vej til PPR. Mit store ønske er at PPR og specialkompetencerne, meget gerne organiseret og med støtte og ekspertviden helt oppefra, i fællesskab laver nationale modeller og retningslinjer for organiseringerne på den enkelte skole. For ’mellemformerne’, som Pernille Rosenkrantz-Theill kaldte specialundervisningen på almenskolerne på samrådet i sidste uge, og for det tværfaglige samarbejde på skolerne mellem skole, psykologer, socialrådgivere, tale/høre-lærere og sundhedsplejen.

Nogle gange skal man forstå baggrunden for at tingene er gået galt, selv om man ikke skal dvæle der. Inklusionsloven får det meste af ansvaret. Men allerede da den kom i 2012, var økonomien lagt ud til hver enkelt skole, og det gjorde noget helt alvorligt, at der ikke længere var normeringer og til-delinger, og kommuner og skoleledere selv kunne bestemme en hel række prioriteringer af den enkelte skoles økonomi – og dermed også organise-ringer. I den tid, der er gået, er der også kommet og forsøgt implementeret en Folkeskolereform, som vel og mærke også kom med manglende overenskomst og deraf følgende udbredt frustration.

Udkommet af alle de ting til sammen har været, at det er blevet alt for forskelligt, hvordan den enkelte kommune og den enkelte skole organiserer deres resurser. Pernille Rosenkrantz-Theill udtalte på samrådet i sidste uge, at der skal opbygges specialviden på skolerne. Det har vi. Vi ved, et inkluderende fællesskab kan rumme nogle udfordringer, andre udfordringer kan støttes lokalt på skolen på et hav af måder. I nogle tilfælde skal vi trække på specialviden fra PPR via det tværfaglige samarbejde. Vi gør og skal gøre mere brug af vejledning, end vi gjorde før inklusionsloven. Det, som vi mangler, er strukturer og organiseringer, der virker, helt fra når den enkelte lærer møder noget, der er behov for sparring på. For i arbejdet med at finde nye former er der lige så mange meninger som medvirkende, og til det allervigtigste kan det være afgørende at få en dyb tallerken. Som selvfølgelig har fået form af eksperter på området, meget gerne både med deltagelse og aftryk af folk fra praksis, som har hænderne i dejen.

Jeg ved, de fleste synes, alt skal opstå nedefra, og det var faktisk også det, man forsøgte sig med efter inklusionsloven. De enkelte skoler skulle finde den organisering, der virkede for dem, når det gjaldt specialområdet. Hvor der før var specialcentre, funktionslærere og kommunalt ledede netværk dem imellem. I Københavns Kommune erstattede man funktionslærerne, der havde styr på specialundervisningsresurserne, fordelinger af dem og ’plejer inden for specialundervisningsområdet’ med en ny faggruppe, inklusionspædagogerne. De nye briller, de kom med, var gode at få ind på skolerne. Men ikke som en erstatning, for de skulle først lære skoleverdenen at kende. Samtidig skrottede man at implementere ens ressourcecentre, som havde et bud på, hvordan skolerne skulle gribe det an at opbygge en mere tidsvarende form for specialundervisning og etablere nye vejledernetværk på skolerne.

På samme tid blev der et øget krav om dokumentation for, at den enkelte skole allerede havde iværksat den rette individuelle undervisningsplan, når der skulle ansøges om udskilte foranstaltninger, altså specialundervisningstilbud ud over 9 timer ugentligt. I samme periode er der også sket reformering og omorganiseringer i PPR og i familieafdelingerne. 

Når alt det er sagt, er vi også blevet bedre til en masse ting i perioden, og vi har ændret grundsyn på børn i vanskeligheder, på undervisning og hvordan skolen i højere grad er et inkluderende fællesskab, for det har der været massivt fokus på og understøttelse af. Med videndeling skoler og kommuner imellem, konsensus om retningen og den rette organisering, kan vi helt sikkert få hjælpen til at nå barnet længe før – og på den måde undgå, udfordringerne vokser sig større end højst nødvendigt.