Alle er deres egen sikkerhedsmand!

Vores arbejdsmiljørepræsentants (AMR) væsentligste opgave er at sikre og opretholde et godt både psykisk og fysisk arbejdsmiljø samt forebygge evt. sundhedsskadelige miljøer for både virksomheder og medarbejdere.

Jeg tænker tilbage på min tid som AMR, har intet ændret sig siden da. Vi arbejdede kun med de skader, der var sket. Ikke forebyggende arbejde, for vi havde ikke tiden til det. Det resulterede i, at sikkerhedsmøderne med ledelsen omhandlede de samme punkter hver eneste gang – hvilket jo klart er et bevis på, at situationerne, endda skaderne, ikke blev fuldt til dørs og rettet op på.

Her har jeg to eksempler. Rygning i maskiner er bandlyst, men dette fortsættes, trods håndhævelse. Det andet eksempel er opfølgning af eventuelle skader på medarbejdere. Er de okay efter skades hændelse – fysisk og psykisk?

Ovenstående er blot en brøkdel af de problemstillinger, som ikke bliver taget seriøst. Er det pga. den manglende tid til at være AMR?

I min nuværende stilling som formand for havnearbejderne i Århus er mit største fokus på sikkerhed. Alle skal gerne komme sikkert hjem til deres familier.

Vores havn er en farlig arbejdsplads grundet de store maskiner samt de højder, og ikke mindst vejret vi arbejder i. Mange skader kan ske, og det er derfor altafgørende, at der prioriteres tid til at forebygge mulige skader. For at kunne sikre alle og deres færden på en så farlig arbejdsplads er det ”alfa-o-mega”, at alle er sin egen sikkerhedsmand.

Som sin egen sikkerhedsmand vil det sige, at hvis man ser noget, der på nogen måde er uhensigtsmæssigt i form af egen eller sin kollegas sikkerhed, skal der omgående gribes ind, og man skal lade sig undre? Spørg din AMR, inden arbejdet fortsættes.

Den største fejl her er, at nogle lukker sine øjne. De tænker måske, at dette ikke sker for mig, eller dette er ikke mit bord. Husk din AMR er der for dig – men har han tiden?

Når vi på havnen får nye medarbejdere, SKAL de gennemgå et sikkerhedskursus som AMR’en står for, inden de bliver sluppet løs og ud i virkeligheden. Men får AMR’en tid nok til at holde et fyldestgørende kursus?

Det hele drejer sig om tid og prioritering til AMR’en. Travlhed må ikke tage pladsen for AMR’erens forebyggende indsats.

Mit budskab her er, at vi alle tager ansvar for os selv og støtter op om vores AMR. Og så skal virksomhederne prioritere tid i hverdagen til deres AMR, så de kan udføre det arbejde, de er uddannet til.

Hilsen Rasmus Jensen