Vi oplever i Danmark et stigende pres på arbejdstiden. Forventningerne til den ansattes fleksibilitet og mængden af overarbejde øges konstant.
Fleksibilitet er afgørende for det danske arbejdsmarked, så vi forsat kan værre konkurrencedygtige i forhold til resten af verden. Der er dog en grænse for fleksibiliteten helbredsmæssigt, hvilemæssigt og familiemæssigt, og denne grænse er ved at være overskredet. Vi er nu nået til et punkt, hvor man kan kaldes ind på alle tider af døgnet. Weekender og helligdage er ofte ganske almindelige arbejdsdage. Selv de traditionelle kutymefridage som d. 1. maj, Grundlovsdag, 24. og 31. december er også i spil, hvis arbejdsgiveren ønsker det.
Mængden af overarbejde er i mange fag stigende. Der er fra arbejdsgiverne ofte en klar forventning om, at de ansatte altid kan overarbejde. Førhen var det normen, at overarbejde blev brugt under højtider og sygdom. Nu bliver overarbejde ofte brugt som et ganske almindeligt redskab i den daglige drift. At vi nu har et samfund med rekord lav arbejdsløshed, gør kun presset endnu større.
Politikerne taler nu om, at vi alle skal yde lidt mere. Pensionsalderen sættes løbende op, man vil belønne seniorer, hvis de fortsætter arbejdslivet osv. Hvis alle med fuldtidsarbejde slides op fysisk og mentalt af konstant overarbejde, vil mange ikke klare distancen. Så skal vi i fremtiden have både Børge og Peter pensioner.
Ved de kommende OK-forhandlinger kunne et vigtigt punkt være at afgrænse arbejdstiden og mængden af det overarbejde, en arbejdsgiver kan forlange. Begynder vi ikke snart at sige fra, kan vi hurtigt stå med et arbejdsmarked, som vi ikke længere kan se os selv i. Det må vi alle være interesseret i ikke sker. Vi kan sagtens være konkurrencedygtige uden at indgå kompromisser, som i sidste ende forringer arbejdsmiljøet og sikkerheden på arbejdspladserne.
Skriv et svar