Det egoistiske fællesskab  

Der er mangel på unge mennesker, der vil være en del af vores 3F-fællesskab. Jeg tror, det har noget at gøre med fortællingen, vi 3F-medlemmer giver de unge mennesker. Jeg har personlig hørt ”du skal være med i fagforeningen.” Der er også de gamle fortærskede floskler om det ukonkrete og halvmytiske fællesskab eller det ukonkrete og evige socialansvar over for hvad nu end. 

Til modsætning har vi den unge egoist, som blot siger ”hvad kan I gøre for mig?” Og det er et sundt sind, der stiller dette spørgsmål.  

Der bliver nødt til at være en gensidighed mellem fællesskabet og den unge egoist. En ung mand er udødelig og usårlig. Hvad har 3F at tilbyde sådan en person, som ”gule” fagforeninger ikke kan tilbyde? Personligt ved jeg det faktisk ikke. Jeg var selv egoist, da jeg først blev medlem i fagforeningen for to år siden, fordi medlemskab var et kår for den løn, jeg får i dag.  

Vi/3F bliver nødt til at give den lille egoist et hurtigt og tilfredsstillende svar. For hvis ikke er vores sales-pitch: ”1001 kr. om måneden for en god mavefornemmelse.”  

Vores idealistiske og fortærskede snak om værdier, menneskesyn og politiske holdninger ser jeg som en slags emotionel afpresning for at høre til det ”respektable arbejderfolk”. 

I den her del af verden har vi alt. Og alle har noget at sælge os. Selv i ideologier shopper vi rundt. Fagforeningen er blot endnu et produkt, en telefondame vil sælge os. Problemet med fagforeningen som produkt er, at det er en historisk og abstrakt fortælling.  

Selvfølgeligheden ved at være en del af fagforeningen forsvandt for flere generationer siden. 

I min generation (generation X) var der ingen, som var med i slaget ved Fælleden. Ingen af os havde nogen social kamp at kæmpe. I stedet kæmpede vi vores individuelle kampe. Nogle af os tog til Afghanistan og kæmpede for at hjælpe eller for et selvrealiserende eventyr, nogle kæmpede for gode karakterer i skolesystemet for en idé om et fremtidigt bedre liv. Og nogle mere nihilistiske typer kæmpede for at få stoffer til weekenden.  

Min fortælling her handler om individualisme, og ikke fællesskab. Jeg tror, vi, der taler 3F’s sag, skal stoppe med at bruge udtrykket ”bedre arbejdsforhold/bedre forhold på arbejdspladsen” eller ”bedre løn/mere i løn”. Hvad er bedre forhold i paradis/Danmark? 

Et par gange om ugen ser jeg sigøjnere samle brugt elektronik og tomme dåser for at tjene penge. Det vil sige, at vores affald er andre folks guld. Det gør os nogle af de rigeste mennesker på jorden. Vores tale om bedre og mere på arbejdsmarkedet er upræcist og lyder utaknemmeligt.  

Hvis vi/3F holder os til præcise og personlige eksempler på uretfærdighed, kan individet eller egoisten have forståelse og empati. Jeg tror også, at 3F skal væk fra fortællingen om det sociale ansvar. Det er et ideal, og det er svært at relatere til på mere end et overfladisk niveau. I stedet er der en anden fortælling, nemlig fortællingen om at intet er gratis i livet.  

F.eks. grunden til at du ikke skal tage et stort lån i banken, når du skal på hospitalet og opereres, er ikke, fordi det er gratis, men fordi du i forvejen har betalt regningen via skat. Det samme eksempel gælder uddannelse. Her er der også en lignende sammenligning med den løn, jeg får, og hvad det koster at få den løn. Jeg får udbetalt 20.000 kroner om måneden. Prisen for, at den løn bliver vedligeholdt år efter år, er 1001 kr. om måneden, i medlemskab af 3F.