Værdsætter du din tillidsmand?

Ved du, hvad en tillidsmand er? Hvorfor det er vigtigt at have en kollega, der har din ryg på arbejdsmarkedet. En, der vil kæmpe for, at du har ret til bedre arbejdsvilkår, en der vil kæmpe for, at du får en bedre løn, og en der vil kæmpe for dit ve og vel. 

Sådan en tillidsmand har jeg på mit arbejde. Jeg ved, jeg altid kan gå til ham. Også med de små ting. Han har nemlig min ryg, også da jeg blev valgt som arbejdsmiljørepræsentant og var helt grøn til fingerspidserne. Jeg var sprunget ud i at blive arbejdsmiljørepræsentant, fordi jeg brænder for et trygt og sikkert arbejdsmiljø og for at hjælpe mine kolleger. Jeg var ikke bange for at gå forrest og tale mine kollegers sag. For jeg synes, at alle skal behandles lige og med gensidig respekt samt have ret til det bedste og mest sikre arbejdsmiljø. 

Jeg gik i gang med opgaverne, og jeg fulgte op på det, vi kalder “nærved ulykker” og fik tydeliggjort de farlige ting, der kunne gøres noget ved. Jeg havde selvfølgelig masser af spørgsmål til lederne, som var i afdelingen, hvor “nærved ulykkerne” var sket. Jeg var helt ny og ville gerne vide, hvordan de gjorde tingene.

Men efter nogle dage blev jeg kaldt op på kontoret og skulle stå skoleret. Der blev jeg beskyldt for at have snakket nedladende, leget politimand og lavet ringe i vandet.
Nogle med højere rang syntes ikke, at jeg skulle snakke med mine kollegaer, ikke skulle opsøge mine opgaver på den måde og skulle på ingen måde stille spørgsmålstegn ved sikkerheden. Der sad jeg alene med disse to på kontoret. Jeg spurgte den ene person, om han ikke kunne uddybe det, de snakkede om, men det ville han ikke.
Og lige der kom tanken. At jeg virkelig havde ønsket, at jeg havde taget min tillidsrepræsentant med til mødet. Han havde jo også sagt flere gange, at jeg aldrig skulle holde møde med ledelsen uden en bisidder.  

Jeg fik at vide af disse to med højere rang, at jeg skulle ændre min facon og min måde at agere som arbejdsmiljørepræsentant, ellers ville jeg få både mundtlige og skriftlige advarsler. Jeg forstod det ikke, også fordi jeg jo ingen begrundelse fik. Jeg gik derefter til min tillidsmand og vendte det hele med ham. Jeg fik aldrig hverken en mundtlig eller skriftlig advarsel, og det skyldtes i høj grad mit samarbejde med min tillidsmand og min fagforening. 

Jeg har lært – af min tillidsmand – at jeg aldrig igen går til møde på min arbejdsplads uden en tillidsmand. Det er hans fortjeneste, hans støtte og hjælpen fra de andre tillidsvalgte på arbejdspladsen, at jeg ved, at jeg gør det rigtige for mine kolleger, når jeg tager hånd om problemer med arbejdsmiljøet. Derfor vil jeg altid støtte de tillidsvalgte på mit arbejde, og det betyder blandt andet, at jeg er med i den fagforening, som min arbejdsplads har overenskomst med. I mit tilfælde er det 3F. Hvis vi ikke har en overenskomst, har vi ikke en tillidsmand, som kan tage kampen for os. En, der kan tale vores sag, stå ved vores side og bare i det hele taget være der, når vi har brug for det. 

Husker du at værdsætte din tillidsmand? Støtter du ham eller hende? Det er ikke nok, at han/hun er en god kollega eller god ven. Efter min mening er den eneste måde at støtte sin tillidsmand fuldt ud ved også at være med i det faglige fællesskab og ikke kun betale til a-kassen. For det er der, du giver ham eller hende dit mandat til at forhandle bedre vilkår og rettigheder til dig og dine kolleger. Husk det.

“En person der føler sig værdsat, vil altid gøre mere end det forventede”