Når bossen ikke er enig, husker vi så talerøret?

På arbejdspladser i vores dejlige lille land, er vi så heldige at have repræsentanter, der passer på os kolleger og de aftaler vi arbejder under. Tillidsrepræsentanten sørger for at overenskomsten og aftalerne bliver overholdt, og arbejdsmiljørepræsentanten passer på arbejdsmiljøet. Det er vigtigt, for nogle gange render vi ind i problemstillinger, hvor vi ikke er helt enige med vores leder eller arbejdsgiver. Når vi taler arbejdsmiljø, har vi vores arbejdsmiljørepræsentant. Han/hun er valgt til at passe på arbejdsmiljøet både det fysiske og psykiske, som i min optik er vigtig, ikke mindst i de her tider med stort fokus på tal, performance og KPI’er.

Men husker vi at bruge de værktøjer, kanaler og muligheder, vi har for at påvirke vores eget arbejdsliv, arbejdsmiljø og hverdag? Og kender vi overhovedet til dem?

Vi skal nemlig huske, at der allerede er lavet gode løsninger for at få et fleksibelt arbejdsliv, og som tilgodeser både kollegaer, arbejdsgivere og samfund. For hvilken arbejdsgiver vil have en ansat, der giver sig 110 procent hver eneste dag, hurtigt bliver nedslidt og efterfølgende skal have hjælp til skavanker og krop for at klare arbejdsdagen, og som i sidste ende kan se sig nødsaget til at sygemelde sig? Det er vel de færreste arbejdsgivere.

Det er så vigtigt, at vi har arbejdsmiljørepræsentanter på vores arbejdspladser. De kan tale min og kollegernes sag, de har påtaleretten, og de er – forhåbentligt – ikke blege for at råbe op, når de ser et dårligt arbejdsmiljø. 

For nylig kom en kollega hen til mig. Kollegaen var fortvivlet, for han var blevet udlånt til en anden afdeling, end den han plejer at arbejde i. Det var han ikke glad for. Han er ikke den bedste i sin egen afdeling, det ved han, men han gør det så godt, han kan. I den nye afdeling skulle han pakke store colli, som var placeret på en platform, hvor han skulle foliere dem manuelt. Det er hårdt arbejde, og vi lagerarbejdere er ikke maskiner, men har netop maskiner til lige netop det arbejde for at undgå nedslidning. Kollegaen var ked af det, fordi han oplevede, at han skulle vælge mellem at slide sig selv ned eller sige fra overfor sin leder, som allerede har påtalt kollegaens arbejdsindsats. Min kollega klarer sig igennem dagene. Men hvad er det lige, man gør i sådan en situation? Hvem går du til? Den leder, der allerede har brokket sig over dig? 

Nej, det gør man ikke, men heldigvis kom min kollega til mig. Vi fik en god snak om det, en snak, der kunne lede tankerne og problemet det rigtige sted hen.

Det var nemlig ikke min boldgade som tillidsrepræsentant, men ikke desto mindre vidste jeg lige præcis, hvor jeg skulle sende ham hen, nemlig til vores arbejdsmiljørepræsentant. Og sammen fandt de en god løsning. 

At være arbejdsmiljørepræsentant er et tillidshverv, der i mine øjne er enormt vigtigt, for vi skal huske, at det er arbejdsmiljørepræsentanten, der er øjne, ører og talerør for kollegerne på arbejdspladsen. 

Så kære kolleger, støt op om jeres arbejdsmiljørepræsentant. Styrken ligger i fællesskabet og kommer til udtryk via arbejdsmiljørepræsentanten, så giv dem et klap på skulderen.

Tillidsvalgte.