Folkeskolen sagde nej, han var ikke dygtig nok

Vores søn Rasmus, på 18, blev som 10 årig diagnosticeret ordblind og autist. Der begyndte kampen for ham, og for at give ham muligheden for en dag at få en uddannelse som han havde SELV valgt. Det har været en lang, sej og til tider urimelig kamp, mod et skolevæsen der har magten til at afgøre hvad der er bedst for den unge. 

Kort før eksamen kommer vi på skolen med en færdigstrikket uddannelsesplan for Rasmus. Han har været i erhvervspraktik i en virksomhed, som kan se potentialet i en ung mand, selvom han er autist og ordblind. De har tilbudt ham en læreplads, og særligt tilrettelagt den sammen med en erhvervsskole. Vi er naturligvis fulde af begejstring og stolte af vores søn, men det hele falder til jorden, da dansklæreren konstaterer at afgangseksamen, det får Rasmus ikke. Han er ikke dygtig nok. UNDSKYLD MIG!

Hvem fanden er det der ikke er dygtig nok?

Det er sgu da dem der igennem 4 skoleår ikke har formået at proppe lidt lærdom ind i hovedet på drengen. Bevares, det er nok ikke let, men han går trods alt på en specialskole.

Kan de virkelig som FOLKESKOLE tillade sig at negligere en hel gruppe af unge? GU kan de ej, men de gør det alligevel. 

Vores Rasmus fik sin eksamen på trods, med hjælp fra en nabo, og han er i

gang med sin drømmeuddannelse som chauffør med kraner og maskintransport som speciale, i en virksomhed der tror på ham. Bare folkeskolen havde troet på ham!

Folkeskolen kan vælge at se bort fra de anbefalinger unge med diagnoser får med fra psykiatrien. Simpelthen fordi et specialtilbud er dyrere end en almindelig folkeskoleplads. De unge bliver ofre for politisk kassetænkning. Kan vi være det bekendt i et land hvor vi praler af at have et af verdens bedste uddannelsessystemer? 

Nej vi kan ej. Der er både fornuft og økonomi i at sætte tidligt ind overfor unge med vanskeligheder. Så vil de kunne få en uddannelse, og selv tjene til livets ophold, i stedet for at blive et sagsnummer i kommunen. De vil også få en følelse af at være noget værd!

Ved at tage hånd om unge som Rasmus i de helt tidlige skoleår, giver vi dem mulighed for at få en uddannelse og dermed bidrage til samfundet og arbejdsmarkedet. Alternativet er trist at tænke på.