Mit første indlæg

Kan man forvente at få den hjælp, man har behov for, når man er indlagt med en kritisk sygdom, på de danske sygehuse!

Jeg arbejder på en lunge medicinsk afdeling på Hillerød sygehus i Nordsjælland. Jeg blev uddannet social og sundhedsassistent tilbage i 2001 og har været på samme hospitals afdeling siden.

Gennem de sidste ti år, mener jeg at det går i den forkerte retning. Jeg er uddannet til at yde omsorg og hjælpe patienterne med de helt basale ting såsom toilet besøg, få hjælp til at spise og drikke, børste tænder og hjælp til rent tøj engang imellem. Så er en stor del at mit arbejde selvfølgelig også at udføre de ordinationer som lægen ordinere, give patienterne den behandling, i form af medicin eller andet, så de kan blive raske eller i kronikernes tilfælde, komme over deres akutte stadie.

Jeg mener ikke at der er ordentlig tid afsat til nogen af de opgaver, hverken behandlingen eller plejen.

I en aftenvagt oppe hos mig, er vi fx kun 3½ person. Den halve går på to afsnit. Vi har plads til 23 patienter på min afdeling. Ca. halvdelen af dem er i kategorien, kritisk syge, så de kræver selvfølgelig et højt observationsniveau. Her menes, at der skal kigges til disse patienter tit. De skal have målt blodtryk, temperatur, puls, respirations frekvens, iltmætning i blodet, samt have kontrolleret deres bevidsthedsniveau. Denne opgave tager ca. 15 minutter i alt, fra de er taget til de er lagt på vores computersystem, så lægen kan se dem, per patient. Dette skal gøres på en del patienter hver anden time, nogle hver fjerde time, nogle hver sjette time og resten hver tolvte time. Dette er kun tiden på observationen, så skal der også gives tid til at handle på dem, hvis der skulle være nogle imellem som ikke er indenfor normal området. På min afdeling er de fleste kritisk syge eller i deres akut stadie i deres sygdom, så der er mange hvor det ikke er indenfor normalområdet. Vi skal også sørge for at patienterne får deres medicin, deres mad, de skal også have lov til at komme på toilettet, eller de skal måske have skiftet bleen, hvis de ikke er i stand til at gå osv.

Alle disse opgaver og sikkert en masse flere skal man som enkelt person prioritere i, da vi alene her ikke kan nå dem. Og prioritere man så rigtigt!

Jeg kan godt frygte for patientsikkerheden. For hvis en af mine patienter er kede af det, hvis denne fx har fået af vide at man har set en plet på lungen, som evt. kan være kraft. Skal jeg så give mig tid til at snakke med denne patient og bruge måske en halvtime på det, eller skal jeg løbe rundt på stuerne for at sørge for at der ikke er nogen som pludselig bliver dårlige. For vi ved jo alle, at når man bliver skidt tilpas, indtræffer det som regel rimelig hurtigt. På min afdeling hvor vi har mange KOL patienter, dem som før hen hed rygerlunger. De får vejrtræknings problemer fra det ene øjeblik til det andet. De får en fornemmelse af at de ikke kan få luft og begynder at hyperventilere. De har akut behov for deres luftvejsudvidende medicin.

Jeg kunne næsten ønske mig, at en højtstående politiker bliver indlagt, og ser konsekvenserne af nedskæringerne i plejegrupperne på sygehuset. Jeg ved godt at den danske økonomi er dårlig og at vi skal sparer. Jeg mener bare at det går udover velfærdssamfundet, hvis ikke besparelserne snart findes et andet sted. Fx på Nordsjællands Hospital som har matriklerne fra 1. februar Hillerød og Frederikssund. Der er der seks mennesker som får direktør lønninger. Er der behov for seks direktører?

Jeg mener at der er brug for flere folk på gulvet, for at kunne yde den behandling og pleje af de syge på hospitalerne.