Vil du gerne have fuld løn når du skal på barsel? Så støt din fagforening!

Da jeg i 2009 trådte ind på SOSU-skolen, for at starte på Pædagogisk Assistent Uddannelse, anede jeg ikke hvad en fagforening var. Det var først efter en snak med et andet ungt FOA-medlem at det gik op for mig, at det er fagforeningen der har sikret en masse rettigheder for os, bl.a. at vi har 6 ugers ferie, og har ret til fuld løn under barsel.

Præcist som jeg selv for 3 år siden, er der mange unge i dag der ikke ved hvad en fagforening bruges til. Og jeg er bange for at denne uvidenhed kan få store konsekvenser for os og vores efterkommere.

Vi risikerer at der ikke er nogen til at opretholde reglerne og kræve retten til fuld løn under barsel.


Som Pædagogisk Assistent, er min store bekymring børnene. Jeg frygter, at mange i fremtiden vil holde en kort barsel, fordi de ikke får fuld løn. Vi risikerer at børnene bliver taberne hvis forældrene bliver tvunget til at bekymre sig om økonomi under barslen. Jeg er bange for, at fagforeningernes krise bliver til børnenes krise.

 

Det er fagforeningerne der har lavet vores overenskomster, en aftale indgået i samarbejde med arbejdsgiverne, som indeholder en række regler for os medarbejdere; bl.a. retten til fuld løn under barsel. Men da færre og færre melder sig ind i en fagforening, fordi de ikke aner hvad det er, risikerer vi, at ingen i fremtiden vil sørge for vores arbejdsforhold og opretholde reglerne og kræve retten til fuld løn under barsel.      

 

 

Støt op om din fagforening – så kan vi sammen kræve vores ret!