Mætte slaver mister let friheden af syne

Mætte slaver mister let friheden af syne.
Jeg er lige blevet færdige med at læse den danske klassiker Pelle Erobrer af Martin Andersen Nexø. I den forbindelse må jeg nok sige at det overraskede mig en del at finde ud af, at der var så meget mere til den historie om den lille indvandrer dreng fra Sverige, som kommer i land på Bornholm, end jeg havde forstillet mig. Bøgerne, som omfatter fire i alt, beskriver Pelles barndom henover hans ungdom til at se hans deltagelse i den springende faglige kamp i arbejderbevægelsen. Omdrejningspunktet i hele historien er den ufattelige fattigdom som gennemsyrer alt omkring Pelle.

Vi har igennem vores mere end 120 års arbejdskamp, kæmpet for og med solidaritetsbegrebet. I tidernes morgen da vi startede arbejderkampen var det med udgangspunkt i at skabe nogle bedre arbejdsvilkår og levevilkår for alle, og det kan vi med stolthed sige at vi har fået. Men det er jo noget vi kun har fået på baggrund af at vi har stået sammen og fået opbygget den danske model. Den selv samme model er igennem årene den der har skabt det velfærdssamfund som vi har i dag.

Men der var et ordsprog i bogen som sprang mig i øjnene og som desværre er noget jeg syntes at kunne genkende i dagens Danmark og som gav mig inspiration til at skrive om solidaritetsbegrebet.

Solidaritet er ikke forældet!
Ordsproget lyder ”Mætte slaver mister let friheden af syne” og hvad dækker dette ordsprog over? For at kunne svare på dette er jeg også nødt til at forklare, hvad solidaritet er. Man udviser solidaritet når man sætter sig i en andens sted, hvorefter ens handling udspiller sig ved, at man moralsk tager hensyn til modparten. I en teoretisk sammenhæng står solidaritetsbegrebet i modsætning til individualisme. Solidaritetsbegrebet fremhæver også hvordan ethvert menneske væsensmæssig er forbundet til andre mennesker. Solidaritet er også når bestemte mennesker, faggrupper gør fælles sag, står last og brast med andre mennesker, faggrupper som befinder sig i en vanskelig eller truet situation.
Det er den solidaritet jeg savner, den hvor vi står last og brast med hinanden, kæmper for det samfund vi sammen har opbygget i gennem de sidste 120 år. Det er som om at, nu har vi opnået de goder vi kunne, vi er ”mætte” så er resten ret ligegyldige!?!
Samfundet har mistet friheden af syne. Nej nej og atter nej. Det har aldrig været vigtigere end nu! Det er nu kampen skal stå, det er nu vi skal vise vores værd, det er nu vi skal vise at vi har fortjent de goder, vores forfædre har startet med at kæmpe for. Vi har kun det her velfærdssamfund, fordi vi sammen har kæmpet for det, det er ikke noget vi er kommet sovende til, men hvis vi ikke sammen kæmper for den solidaritet og bliver ved at kæmpe for det, så kan vi hurtigt komme til at miste friheden af syne. Der er en stigende tendens til at mange af de programmer der bliver vist i den bedste sendetid handler om hvordan man bliver stjerne i ”sit eget liv”, x-facktor, big brother. Rækken af programmer som dyrker individualismen, bliver ved i det uendelige, alt sammen noget som på ingen måder gør noget for at styrke solidariteten. Jeg har sågar, på vej til en kongres hos Socialpædagogerne, overhørt en samtale hvor nogle af deltagerne sidder og siger ”det der solidaritet, det er sgu da lidt for gammeldags og et slidt udtryk” Hvad fanden sker der lige for det?? Hvis vi ikke engang indenfor egne rækker selv tror på solidariteten så er det fandeme op af bakke. Så derfor vil jeg opfordre til, at vi sammen genoptager solidaritetsbegrebet.