Mit arbejde er ligeså meget værd som topdirektørens!

Jeg arbejder som social – og sundhedsassistent, jeg bliver ramt på min retfærdighedsans når Anders Samuelsen mener det er okay at nogen skal tjene meget mere end andre.

Jeg blev voldsomt provokeret over at læse at Anders Samuelsen i sin udgave af talen til landsmøde, som han sendte til pressen, har udtalt at han mener at ulighed kan være godt for samfundet.

Anders Samuelsen har ifølge TV2 nyhederne, skrevet at en stigende ulighed, hvor nogen bliver rigere, mens andre ikke rykker sig, er et sundhedstegn.

Det er jeg meget uenig i. Jeg synes det er usundt at nogen i samfundet, får en langt højere anerkendelse for deres slid end andre gør.

Anders Samuelsen har skrevet at; ”at have en Messi på holdet gør da ikke holdet som helhed svagere”.  Min holdning om det er, at hvis Messi er den eneste på holdet der bliver fokuseret på, så mister holdet grundlæggende værdi. Man er nød til at have nogen der kan ligge bolden op til Messi, så han kan score mål.

Ligesom vi i samfundet også skal anerkende de mennesker som bidrager til, at virksomheden kan vokse sig stærkere, men som ikke er direktør. Og ligesom, at man skal anerkende os i det offentlige, for at bidrage til, at det private arbejdsmarked fungerer, fordi vi tager os af at passe på vores kære, imens befolkningen kan være på arbejdsmarkedet.

Jeg passer nogens mor, det er vigtigt

Jeg er træt af, at man altid taler om at direktørerne skal have en lønstigning, fordi at vi skal kunne tiltrække de bedste. Mit arbejde består i, at passe på nogens mor, eller nogens bedsteforældre. Mennesker som er vigtige for os. Når min mor en dag ikke kan klare sig selv og skal på plejehjem. Så håber jeg, at det er de allerbedste til opgaven, der varetager den. Derfor synes jeg ærlig talt, at det var os, der fortjente en lønstigning.

Men når det kommer til vores fag, så bliver vi mødt at tvivl. Tvivl som kommer til udtryk ved, at man ikke mener, vi er effektive nok. Det vil man løse igennem, at udliciterer og udsætte os for konkurrence. Hvorfor gælder ideen om en gulerod i form af lønstigning ikke når det kommer til os i det offentlige?

Ærlig talt så mener jeg ikke, at mine kollegaer og jeg er så markant mindre værd, end dem der driver en virksomhed, hvorfor skal forskellen så være så stor?