Hækkerups sjusk med borgerrettighederne

Kl. 15:08 den 12. december 2009 beordrer politiinspektør Mogens Lauridsen politiet til at foretage en knibetangsmanøvre mod den klimademonstration der er på vej til klimatopmødet, COP15. Få minutter senere løber kampklædt politi med trukne stave, uden advarsel, igennem demonstrationen. Uden forklaring bliver jeg og mine kammerater presset op mod nærmeste husmur, og får besked på at sidde ned på fortovet.

Det kampklædte politi nægter at svare på vores spørgsmål om hvad der foregår, om vi er anholdt, og hvad vi i så fald er sigtet for. Hele situationen fremstår absurd, og vi er mange der tænker, at det må være en fejltagelse, at politiet er ude efter det fåtal demonstranter der smed med sten på Børsen, og at vi snart bliver løsladt igen.

Efter ca. 10 minutter kommer en politimand forbi vores klynge, og siger til de kampklædte betjente at de skal løslade dem, der åbenlyst ikke er ballademagere. I vores klynge på ca. 20 personer, der bl.a. tæller svenske gymnasieelever, nogle danske pensionister og et par unge piger i konfirmationsalderen, bliver én enkelt mand pillet ud. Han er nogle-og-30, muskuløs, høj, og sortklædt. Han ligner en civilbetjent, der er ude på at infiltrere ”sort blok”.

For os andre venter en efterhånden velkendt skæbne – hænderne bagbundet med plasticstrips der skærer ind i huden, futtog på den kolde asfalt, og mange timers venten, hvor nogle besvimer og nogle måtte tisse i bukserne. Derefter en bustur til klimafængslet i Valby, og de til lejligheden byggede abebure.

 

COP15 var ikke sidste gangMasseanholdelser_i__506010a

Masseanholdelser af samme type som den på Amagerbrogade den 12. december,  blev gentaget flere gange i løbet af COP15. Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi har også efterfølgende foretaget masseanholdelser. Med få undtagelser er alle disse masseanholdelser senere blevet kendt ulovlige.

 

Afskaf nu den pakke

Vores nuværende Justitsminister, socialdemokraten Karen Hækkerup, var op til vedtagelsen af Lømmelpakken, dybt kritisk overfor den nye lov. Som retsordfører for Socialdemokratiet kaldte hun lovforslaget for ”en knægtelse af vores borgerrettigheder”, og under forhandlingerne om lovforslaget udtalte hun at ”Det her lovforslag rammer ikke dem, der sætter byen i brand, og det generer bare en hel masse andre mennesker. Det er sjusk, det er dårligt gennemført, og det risikerer at blive en ny knivlov.”.

De nuværende regeringspartier var stærkt kritiske overfor Lømmelpakken, og Radikale Venstre, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten skrev i en betænkning om lovforslaget i 2009, ”at der forud for en præventiv anholdelse skal være begået en strafbar handling eller foreligge påbud fra politiet, som efterfølgende er blevet overtrådt”.

I dag vil Justitsminister Karen Hækkerup ikke afskaffe, ikke engang revidere lømmelpakken. Hun vil nøjes med at skrive breve til politikredsene, for at forklare indholdet i COP15-dommen. Jeg forestiller mig at politiets juridiske afdeling burde kunne forklare dommen og dens konsekvenser bedre end ministeren kan i et brev.

Enhedslisten, Liberal Alliance og Socialistisk Folkeparti udtaler sig i dag kritisk om Lømmelpakken. Også Radikale Venstre vil revidere loven.

Det burde derfor være en smal sag for Justitsministeren at genoprette vores borgerrettigheder efter det sjusk og de knægtelser som Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti stemte igennem.

Institut for Menneskerettigheder foreslår i Information, at politiet skal indberette alle tilfælde af præventive anholdelser i intervaller under tre timer, mellem tre og seks timer, og over seks timer. Anholdelserne skal også kun opretholdes hvis begrundelsen stadig er aktuel. Det kunne være en god start – præventive anholdelser er et uskik i enhver retsstat. Anholdelser skal være præcisionsværktøj, ikke et fiskenet politiet smider ud over et menneskehav.

Hækkerup – se nu at afskaffe lømmelpakken, så danskere igen kan demonstrere i gaden eller tage til fodbold uden at skulle frygte for vilkårlige frihedsberøvelser!

For videre læsning:

Drøftelser om lømmelpakken er endt i ingenting

Jurister efterlyser klarere opgør med lømmelpakken

Dagbladet Information om lømmelpakken