Den totale udeblivelse af pli!

Det er en smuk solskins dag. Klokken er ca. 11.00 om formiddagen. Mine Murer kollegaer og jeg er lidt stressede da vi står og skal støbe 4 badeværelsesgulve næste dag. Men der er ikke kommet cement fra leverandøren endnu og klokken er tæt på middag. Jeg havde lige set vores mester men han var pludselig ikke til at finde. Jeg fanger en byggeleder i forbifarten og spørger om han har set vores mester. Det har han. Han sidder nede på en Café lige rundt om hjørnet og har et møde med en kunde.
Møde eller ej, vi skal støbe gulve i morgen så jeg bliver nødt til at få afklaret om der er bestilt cement og i givet fald, hvornår det bliver leveret til pladsen.

 

Jeg går i mit beskidte arbejdstøj ned til cafeen og finder til min store glæde min mester der sidder og spiser middag med en kunde indenfor. Jeg går ned til bordet, afbryder mødet og spørger mester om der er bestilt cement. Mens han svarer, at det har han da, smager jeg lige på et par af hans pomfritter, løfter benet og slår et rabalder brag af en skid. Mester kigger lidt forundret på mig, mens jeg takker for svaret og begiver mig tilbage til kollegaerne på byggepladsen.

 

Indledningen på dette indlægget er selvfølgelig fiktion. Jeg forstyrrer helst ikke folk der sidder i møde og jeg kunne hverken finde på at spise af andres frokost eller stå og fise imens.
Men jeg oplevede for et par uger siden noget meget tilsvarende.

 

Grundet knap så heldig planlægning fra ledelsens side, var de blevet nød til at hyre et ekstra murerfirma fra Fyn ind på byggepladsen. De fynske kollegaer møder ind en morgen, og efter vi har hilst på hinanden går vi i gang med dagens arbejde.

Da vi den dag når til frokostpausen, som vi i øvrigt selv betaler, sætter vi os sammen i skuret med vores madpakker. Mens vi sidder med vores fynske kollegaer og spiser vores mad, brager den fynske mester ind af døren mens han mildest talt råber ind i sin mobil telefon. Han stiller sig lige op ad vores bord, og skråler videre i telefonen i cirka 3-4 minutter. Da han er færdig henvender han sig personligt til vores fynske kollegaer i cirka 6. minutter for at fortælle dem hvad de skal gå i gang med når deres pause er slut om ti minutters tid. Da han er færdig med det går han ud på vores toilet i skuret hvor han, i noget der lyder som en havefræser der hamrer løs på en kæmpe granitsten, står af på naturens vegne.

Derefter ringer hans telefon ude på toilettet, hvor han selvfølgelig tager den. Råbende går han nu ud fra toilettet, uden at lukke efter sig, så intet ved hans toiletbesøg er overladt til vores fantasi for derefter at forlade skuret.

 

Meget fortørnet over den fynske murermesters totale mangel på pli, går jeg over og lukker døren til toilettet. Jeg spørger vores fynske kollegaer om de mente at optrinnet var hvad de forbandt med normal ordentlig opførsel. Skrald grinende kunne vi hurtigt blive enige om, at der ikke var meget stolthed i den fynske mesters opførsel.

I kan bare kalde mig smålig, men jeg mener at når mine kollegaer, inklusiv den selvbetalte frokost, i reglen går op og ned af hinanden i over 39 timer om ugen, så er det mindste man kan udvise da en smule pli.
Jeg vil gerne understrege at det ikke er alle arbejdsgivere i byggeriet der opfører sig på ovenstående måde. Men når det nu ikke det er usædvanligt at man skal diskuterer om man gik ud af skuret klokken 07.00 eller 07.05. Når nu en byggeplads sviner og larmer, som en byggeplads nu engang sviner og larmer. Når nu man både vil have vedligeholdt el-værktøj, blandet materialer op og have holdt orden i tingene, men aldrig hyrer den Murerarbejdsmand der skal til. Er det så for meget at bede om bare den mest basale form for høflighed?

 

Det er desværre ikke usædvanligt, når man beder folk om at banke på døren inden de kommer ind og forstyrrer, eller når de vader ind og afbryder vores frokost beder dem ønske os et beskedent velbekomme, at man bliver mødt med en, hvad helvede bilder du dig ind, attitude.

 

Det ville klæde byggeledelsen på diverse byggerier at de husker på at skurvognene er opstillet til medarbejderne. At det er vores kantine, vores frirum. At de undlod at brase ind og træde af på naturens vegne. At de respekterede det som vores. At de ikke bare vadede ind lige som det passede dem.