Det er ikke frygt, men bekymring

Det er tidligt mandag morgen og der er kommet et skib ind i Esbjerg Havn, vi er en folk havnearbejder der er blevet mønstret til at losse eller laste et skib. Vi er kommet ned i lasten og er kommet i gang med dagens arbejde. Samtlige kæder og surringer skal pilles af diverse vindmølledele. Den sædvanlige jargon er i fuld gang, “kom nu i gang dit dovne svin, lyder det fra en af mine arbejdskollegaer” – “pas din egen næringsvej din gamle torsk råber jeg igen”.

I mens vi går og hygger os med vores arbejde, kan jeg ikke lade vær’ med at tænke lidt over skibsbesætningen der går rundt og maler skottet. Jeg får lyst til at smide en kommentar, men inden kan jeg høre at de snakker et andet sprog end dansk. Om det er polsk, russisk eller vietnamesisk kan jeg sgu ikke rigtig tyde. Men jeg får da øjenkontakt med en af dem da vi er færdig med arbejdet, som en måde at sige farvel og tak for i dag på. Tænker ikke videre over den dag.

Da jeg træder ind af døren tømmer jeg postkassen og finder de sædvanlige rudekuverter, min avis – samt en skovlfuld reklamer og 3Fs fagblad. Da jeg slår op i fagbladet er der en interessant artikel omkring metrobyggeriet i København hvilket der har været flere af. Blandt andet omkring løndumping, kædeansvar og udenlandsk arbejdskraft. Senest var der en artikel om lønsnyd for ikke mindre end 47 millioner kroner, hvilket også er et par håndører i min verden. Det er sgu rent ud sagt svineri efter min mening.

Efter at have læst denne artikel i fagbladet tænker jeg igen på skibsbesætningen som også er udenlandsk arbejdskraft og tænker på om samme tilfælde er glædende hér. Skal jeg blande mig, ja ku’ fanden skal jeg blande mig. Men hvordan? og hvorfor?

Fordi jeg ikke kan lade vær’ og fordi at arbejderens vilkår går hånd i hånd. Uanset hvilken branche der er tale om… Hvis en anden branche bliver ramt, kan det med tiden blive accepteret og derefter ramme min branche senere hen så jeg skal da reagere. Nogle af os kalder det for solidaritet. Kender ikke de mennesker der på den skibsbesætning eller hvilket liv de befinder sig i. Men jeg ved at vi begge to er arbejdere og derfor har vi en ting til fælles. Vi kan slå hovederne sammen og kæmpe om de samme rettigheder, hvis det er det vi vil!

Med de to pizzaer vist nedenunder er det meget tydeligt at jeg ikke er den eneste der har den opfattelse af udenlandsk arbejdskraft. Jeg er ikke bange, men mere bekymret for vores arbejde, kollegaerne og mig. Hvem er han polakken, russeren eller tyskeren. Jeg kender ham ikke, så det personlige plan er slet ikke blevet etableret så jeg forholder mig ikke til hvem han er og hvad han kommer fra. Altså går jeg efter bolden og ikke manden. Han kommer og ødelægger noget her i Danmark, vores vilkår. Ved at sige ja til et stykke arbejde, som vi andre ikke vil fordi vi ikke får den samme løn for det. Det er min definition af egoisme, at gøre en handling som går ud over de andre. Vi kalder det for en skruebrækker fordi han smadre skruerne i benet som holder bordet.

Udenlandsk arbejdskraft

Hvis jeg tager mine samfundsbriller på og smider dette perspektiv ind i denne kontekst, kan jeg da godt forstå at en arbejdssælger gerne vil have billigt arbejdskraft fordi han ikke skal betale den samme løn. Men det underminere bare den danske model som vi gør brug af her i Danmark – den skandinaviske model. Netop fordi han ikke betaler skat igennem hans arbejdere, pension, m.m. Når vi vender blikket ud i mod resten af Europa og kigger på de andre lande, Tyskland, Grækenland, Spanien, Frankrig, klare Danmark sig generelt godt i de fleste tilfælde.

Grænserne er blevet lagt ned som udgangspunkt i Danmark hvilket er udmærket fordi vi er generelt set er meget åben. Dog giver EU problemer i form af arbejdskraftens frie bevægelighed fordi at det bliver udnyttet af flere mennesker som opretter virksomheder som undergraver den danske model. Tilsender udenlandsk arbejdskraft som bliver decideret bliver fravalgt hvis de er medlem af en fagforening hvilket er helt ude i hampen.