Mere plads til fleksjobbere på arbejdsmarkedet

Da min mor i 1979 blev udlært som frisør, var der ikke nogen jobs at få. Derfor tog hun sagen i egen hånd og åbnede som blot 22-årig sin egen frisørsalon. Med tiden fik hun to ansatte, og salonen blev et familieprojekt. Efter lukketid var salonen en ren legeplads, hvor min søster og jeg kunne kigge i magasiner om hårfarver og frisurer. Vi hjalp ofte med at feje de mange hår sammen, som havde forskellige farver og længder. Det bedste var selvfølgelig de bolsjer, hun gemte under disken til børn, som havde svært ved at sidde stille. Jeg husker tydeligt min favorit, som var et hvidt myntebolsje med chokolade i midten. Hver fredag skulle vi blive længere på salonen, mens far talte pengene sammen, og derfor købte vi forinden altid frankbrød hos bageren, som lå over for salonen. Så sad vi der i baglokalet med ostemadder og talte penge.

Forretningen gik godt, men årene tog hårdt på min mors helbred og tiden kom, hvor hun måtte indføre en lukkedag, samt en fridag til hende selv. Hendes smerter i ryg og nakke blev stærkere og til sidst måtte vi efter ca. 20 år sælge salonen.

Derefter begyndte en lang periode med arbejdsprøvning og ledighedsydelse, bl.a. ved en optiker, i hobbybutik, på frisørskolen og i tøjbutik. Når min mor var hjemme, var hun oftest at finde i soveværelset, hvor hun hvilte sig. Selvom hun blev visiteret til fleksjob, gik der 5 år, før hun via et kommunalt initiativ, hvor kommunen betaler lønnen blev offentligt ansat i et fleksjob. Kan det virkelig passe at mennesker, der gerne vil arbejde skal kæmpe så hårdt for at komme tilbage på arbejdsmarkedet?

Der skal også være plads i samfundet til dem, der ikke passer ind i et 37 timers job med en 100 procents arbejdsindsats. Vi må blive bedre til at tilpasse jobbene i forhold til den enkeltes behov. Med en stadigt stigende pensionsalder kommer vi til at udbrænde længe før tid. Samfundet skal være rummeligt, så der er plads til den enkelte. Alle, der vil arbejde, skal have et job, hvor de kan føle sig anerkendt.