Jeg og mine kollegaer er arbejdsløse

 

I dag stod jeg på rådhustorvet i Randers fra kl 11:30 – 15:30, og det gjorde jeg fordi jeg vil skabe opmærksomhed omkring at jeg og mine kolleger, er uddannede til arbejdsløshed, og fordi jeg håbede på at møde en masse borgere og arbejdsgivere som ville modtage en veldokumenteret stillingsprofil af min fagperson. Jeg tror på at ved at sprede viden om min fagperson, får arbejdsgiverne øjnene op for vores faglige kompetencer – og det er der behov for. Men der er også behov for at politikerne får øjnene op for realiteten, og det hjælper ikke at Anders Samuelsen fra Liberal Alliance vil fyre 92.000 offentligt ansatte, og det hjælper heller ikke at blå blok kaster med mudder efter rød blok og vil svinge sparekniven, og endnu mindre hjælper det at rød blok er gode til at gå ud i offentligheden og sige at de vil gøre noget aktivt for at skabe flere arbejdspladser og at vi nyuddannede skal ud på arbejdsmarkedet – uden at gøre noget ved det.

Jeg har skrevet med en som nu er uddannet pædagog, og han er også uddannet pædagogisk assistent som jeg, og han siger at det er det samme nu som det var for ham tilbage i 2011. Jeg begriber ikke at man svinger sparekniven over det hele og laver ansættelsesstop, og jeg begriber ikke at man ikke gør meget mere for at skabe arbejdspladser.

Jeg var til møde på jobcenteret i mandags, og der får jeg at vide at jeg nu har fuldført tilbuddet om praktik som reglerne foreskriver, så nu vil de først se mig igen om 3 mdr. Og ellers kan jeg jo flytte til Norge for der er rigeligt med jobs. Hvad hjælper det mig, eller mine kolleger at Norge har rigeligt med jobs? Skal vi så bare stikke af fra ansvaret og være ligeglade med hvad der sker herhjemme?

Såfremt man ikke sørger for flere arbejdspladser, og så længe arbejdsgiverne ikke vil give vores faglige titel en chance på arbejdsmarkedet, så vil den her uddannelse gå til spilde, og det hele vil være meningsløst. Politikerne vil have vi skal uddanne os – det har vi gjort og vi er fagligt stolte. Til gengæld er der ingen der gør noget for at vi skal komme i jobs udover lige jobcenteret der jo med glæde kan fortælle at man efter 6 måneders ledighed jo kan komme i løntilskud og så håbe det giver pote. Det er politikerne der har lavet reglerne og jeg kan kun udtrykke min stærkeste utilfredshed, for selv hvis jeg kom i løntilskud efter 6 måneders ledighed, så er jeg ikke garanteret noget og min tid på dagpenge går hurtigt, og hvis jeg så stadig intet har efter den tid, ja så er det på kontanthjælp. Jeg håber at politikerne vil være med til at sætte dette på dagsorden, og jeg håber at arbejdsgiverne vil give os en chance så vi kan komme ud på arbejdsmarkedet og vise hvad vi duer til!

Jeg er fagligt stolt, og har faglige kompetencer – og jeg vil hellere end gerne ud på arbejdsmarkedet og byde ind med det jeg har, så lad os sammen vise vores utilfredshed med ansættelsesstop, spareøvelser og dét at være ligeglade med os der går ledige. Kun på arbejdsmarkedet kan vi bidrage til samfundet, og tro mig når jeg siger at vi er MANGE der hellere end gerne vil.