Kære Henrik Dam Kristensen – beskæftigelse?

Der brænder en ild indeni mig. En ild som er tændt af, at der ikke er nogle jobs at få. Jeg er uddannet pædagogisk assistent, og sammen med mine kolleger er vi uddannede til arbejdsløshed. På trods af masser af jobansøgninger til alle de pædagogiske stillinger der måtte være at søge, er der intet positivt i sigte. Jeg hører det samme om en masse andre brancher – ansættelsesstop, spareøvelser, østeuropæere der tager folk arbejde fordi de er villige til at gå underbetalte, og mange andre ting som resultere i at en masse mennesker der enten som mine kolleger og jeg, bliver uddannede til arbejdsløshed eller som i det hele taget koster folk jobs – og jeg er SÅ TRÆT af det! Hvorfor er det at man ikke holder gang i væksten og dermed gang i Danmark? Jeg VED at mine kolleger og jeg, KAN og ikke mindst VIL arbejde, og det gør det bare endnu svære at forstå hvorfor ingen tilsyneladende vil gøre brug af os. Jeg har hørt fra en som har samme uddannelse som mine kolleger og jeg, at situationen er den samme som den var for ham tilbage i 2011. Hvis der ikke er sket noget siden 2011, er det meget svært for mig ikke at blive inderligt vred. Det virker underligt, at man ikke gør noget for at promovere uddannelsen langt mere, men især at man ikke gør mere for at skabe flere arbejdspladser, og dermed holder væksten og altså dermed Danmark i gang! Konsekvensen af at man fortsat ikke gør noget for både at promovere uddannelsen, men især at skabe arbejdsplader vil være uoverskuelige, og et utal af mennesker har taget uddannelsen uden grund og skal dermed starte forfra. Det går ud over rigtig mange, når man ikke gør en både helhjertet men også enorm indsats for at skabe flere arbejdspladser og kan for os enkelte betyde stress og andre ting som vil gøre skade på livskvaliteten, og det vil endvidere gå ud over Danmark og Danmarks vækst! Så hvad angår ordet beskæftigelse og alt hvad det indebærer, så syntes jeg vi er gået et skridt tilbage og det syntes jeg ærlig talt er for dårligt – og dermed bliver mit spørgsmål til dig Henrik Dam: Hvad har du/i tænkt jer at gøre? For jeg kan både se og høre, at der skal ske noget drastisk for at få sparket gang i væksten, og arbejdspladser er en af tingene som afgjort er vejen frem!

 

 

Det kan ikke siges nok gange – vi KAN og vi VIL arbejde!

 

 

-Carsten Andersen