Så tag dog ansvar for vækst i Danmark

Jeg er uddannet pædagogisk assistent i november 2014. Så kom jeg på dagpenge som flertallet af mine kollegaer, og det ender i at man kontrolleres af jobcenteret som skal kontrollere at vi gør det, politikerne har bestemt vi skal.

Jeg undrer mig over hvilken politiker der har haft hovedet oppe i røven, mens man har drøftet dagpengereglerne. Jeg har fået at vide at da der ikke er særlig mange opslåede stillinger til netop min fagperson, skal jeg søge stillinger som pædagogmedhjælper og pædagog. Men reglerne er bare sådan at jeg ikke må blive ansat som pædagogmedhjælper da jeg jo ligesom er pædagogisk uddannet, og jeg må heller ikke ansættes som pædagog, da jeg jo ligesom ikke er pædagog. Dermed er vores jobchance ekstremt minimal, og jeg ser INGEN tage ansvar for at investere i mere pædagogisk personale og at INGEN tager ansvar for at skabe mere vækst i den offentlige sektor. Det er ikke kun os som fagpersoner der bliver ramt, men også vores børn og vores ældre, både på normalområdet og på specialområdet.

Jeg er mildt sagt vred over at absolut ingen tager ansvar for at investere i den offentlige sektor, og dermed skabe vækst i vores samfund. Så en opfordring skal lyde herfra: få hovedet ud af røven og tag noget ansvar for vores samfund!