Fremtidens arbejdsmarked

Jeg sidder på min cykel og tramper i pedalerne. Mine øjne løber i vand, for det er november, og morgenkulden bider slemt. Til trods, smiler jeg bredt. Det er tirsdag, og jeg glæder mig til at træde ind i værkstedet og duften af gammel elektronik. Jeg har det godt! Jeg har været ansat her i snart 5 år, først som lærling og direkte efter som svend, så jeg er med krydsede fingre gået fri af krisen og livet som dagpengemodtager.

Efter at have læst dagpengekommisionens udspil til en ny reform, sidder jeg med en blandet fornemmelse i maven. Der er bestemt gode tiltag, men der er også dårlige. Hvorfor er det f.eks de nyudlærte der skal betale så stor en del af gildet? Den tidligere model hvor en nyudlært bliver sikret den høje dagpengesats ved at få 3 måneders ansættelse i firmaet efter endt læretid, bliver også ligegyldiggjort, ved at beregne dagpengesatsen ud fra de 12 måneder med højest løn i løbet af de sidste 2 år. Igen er det de nyuddannede der taber!

Hvad er det for et arbejdsmarked, vi som samfund gerne vil skabe? Hvad er det for et samfund, vi gerne vil leve i? På mig virker det som om, at Venstre mener, at de rige bliver motiveret til at yde mere gennem skattelettelser og ved at fjerne topskatten. De fattige og lavtlønnede bliver motiveret ved at miste sikkerhedsnettet og ved at få sænket de offentlige forsørgelser. Så mens de rige altså motiveres af penge, så bliver de fattige og lavtlønnede motiveret bedst gennem overvågning, indkomstnedsættelser og med et vådt viskestykke, der er klar til at piske dem. Nej, jeg køber den ikke! Jeg tror, at præmissen er helt forkert.

Kunne man forestille sig et arbejdsmarked, der var mere ligeligt fordelt? Lad os antage at folks lyst til at arbejde og yde noget ekstra ER baseret på penge, men at det gælder ALLE, og ikke kun de rige. Hvorfor så sænke dagpengesatsen og kontanthjælpen? Hvorfor ikke hæve dem en smule, men hæve lønnen på arbejdsmarkedet tilsvarende, eller mere? Hvem ville tabe penge på denne model – det ville virksomhederne! Men helt ærligt, er der ikke nogle virksomheder som kan “nøjes” med et overskud på 2 milliarder i stedet for 5 milliarder? Hvorfor skal alle de penge, som det arbejdende folk tjener, udbetales til aktionærerne – hvorfor får arbejderne ikke en langt større bid af kagen?

Jeg er fan af flexicuritysystemet. Jeg synes ikke, at risikoen for, at jeg mister mit job, udgør en egentlig trussel. Skulle jeg mod forventning miste mit job, så har jeg betalt til en a-kasse, og så er jeg overbevist om, at jeg forholdvist hurtigt kommer i arbejde igen. Men er trygheden blot en fantasi? 60.000 er jo allerede faldet ud af systemet, og det må Inger Støjberg og støtterne til reformen fra 2010 være umådeligt flove over. Det er ikke godt nok! Vi har desperat behov for et system der virker, og jeg håber inderligt, at politikerne og fagbevægelsen når til enighed om en model, som vi som samfund kan være hinanden det bekendt.

De folk jeg kender, som er på kontanthjælp, de nyder det ikke. De skammer sig faktisk lidt. De holder den information for dem selv. De folk jeg kender, som er på dagpenge, de nyder det ikke. De skammer sig faktisk også lidt. Skal vi ikke som samfund hjælpe disse folk tilbage på arbejdsmarkedet, ikke ved at træde på dem, men ved at motivere dem, opkvalificere dem, fortælle dem at der er brug for dem, klappe af dem, huje og heje og byde dem velkommen med åbne arme, når de træder ind på kontoret, ind i værkstedet, ind på plejehjemmet, ind på byggepladsen og ind i fællesskabet som udgør vores arbejdsmarked?

Jeg går med glæde forrest – vil du gå med mig?