Lad os arbejde til døden os skiller

Rollator med posttaskeI starten af det nye år, skal vores folketing beslutte, om vi skal hæve alderen for, hvornår vi kan trække os tilbage fra arbejdsmarkedet.

Vi lever generelt længere, og derfor skal vi nu også arbejde længere. Det virker umiddelbart fornuftigt. Men der er bare ét problem: Det er dybt bekymrende, at Folketinget ikke anerkender, at der er forskel på vores arbejde – og hvor længe vi kan holde ud. Hvad end det er specialarbejderen, der dagligt rydder vores fælles veje og tømmer tonsvis af affald. Sosu-assistenten der løber hurtigt for at nå alle de ældre, og hver morgen løfter din mor op af sengen. Eller om det er havnearbejderen der slider med at laste vindmølledele på skibe, så de kan komme ud i hele verden og gøre gavn.

Til daglig er jeg postomdeler. Et arbejde jeg er glad for og stolt af, men som også har en slagside: Jeg har mange tunge løft, min krop er belastet af vejr og vind, og selvom det er godt med motion, så kan jeg efterhånden godt mærke de gentagne udstigninger af bilen, jeg foretager hver eneste dag. Det er meget hårdt for bevægeapparatet – og til det fysiske pres kommer så det psykiske pres, som mange føler sig tynget af, på vores arbejdsplads. Tvivlen på, om posten stadig er min og mine kollegaers arbejdsplads om bare få år.

Både det fysiske og det psykiske påvirker mig og mine kollegaer dagligt. Jeg har gennem mere end 9 år som arbejdsmiljørepræsentant i Post Danmark haft mange samtaler med mine kollegaer. Og ofte, har det handlet om, hvordan vi skal kunne holde til at arbejde længere, når det allerede er svært nok for kroppen at arbejde nu.

I mine øjne er der ikke meget samfundsmæssig fornuft i, at have mennesker til at arbejde længere uden først at sørge for, at de ikke bliver nedslidt – både fysisk, men også psykisk. Derfor virker det for mig som om, at Folketinget nu er ved at svigte en stor gruppe af os danskere med et venligt, men også ugennemtænkt ”Tak, I gør det så godt. Derfor kommer I til at gøre det endnu længere”.

Det er jo i sig selv en ros, at politikerne på den måde gerne vil nyde godt af vores kunnen. Men for mig hænger det bare ikke sammen med den nedslidning psykisk og fysisk, der følger med vores jobfunktioner.  Jeg kan som 33-årig se frem til at gå på pension, når jeg er 71. Jeg kan bare ikke se, det vil være muligt. Og jeg kan simpelthen ikke begribe, hvorfor vi med de hårde jobfunktioner skal rammes så hårdt endnu engang. Et slag der kan betyde, at hvis man er så heldig at leve så længe, så bliver man måske nødt til at have sin hjemmehjælper og rollator med på arbejde.

Så kære Folketingspolitikkere, kære fællesskab, I må sadle om og prøve igen. Det kan ikke være rimeligt, at Os som startede på arbejdsmarkedet tidligt og som har taget hårde jobs skal straffes med at skulle arbejde endnu længere.

Det kan ikke passe, at vi skal arbejde til døden os skiller.