Følelser på arbejdspladsen vol. 1

Det er torsdag eftermiddag. Lyden af tunge industrimaskiner slår hårdt mod fabrikkens bliktag. Anna har en dundrende hovedpine. Det har hun haft i næsten 3 dage nu. Men det er heldigvis weekend i morgen.  Annas værkfører kommer forbi og kræver en forklaring på hendes lave arbejdstempo. Hun tager sig til hovedet. Hun var ikke klar over at hun har lavet færre komponenter end hun plejer. Han opfordrer hende til at skynde sig at komme videre. Anna hæver sin stemme i et forsøg på at forsvare sig. Hun bliver bedt om at snakke ordentligt. Den dag taber Anna meget. Blandt andet besindigheden og tålmodigheden. Hun skriger sin værkfører ind i ansigtet, en smule spyt sniger sig ned af hagen mens hun vredt anklager værkføreren for ikke at vise hensyn. Han vender rundt på stedet uden at fortrække en mine og går ind på sit kontor. Tilbage står Anna, rød i hovedet af raseri, og tørrer sig om munden. Hendes kollegaer arbejder ikke længere men står bare og ser på hende. Hun skriger videre: “hvad fanden glor I på?”

Situationen foroven er måske en anelse karikeret, men ikke desto mindre slås “Anna” med noget vi alle kender til. Følelser.

De er ikke altid til at styre og der kan være mange grunde til at man ligger bånd på sig selv. Det kan være utryghed på arbejdspladsen (eller i samfundet generelt), det kan være en frygt for at havne i sine følelsers vold og det kan da også ligge i ens opdragelse.

Flere tidsskrifter (blandt andet børn og unge) opfordrer dog til at man tager følelser med sig på arbejdet. Især hvis man arbejder med mennesker. Men følelser er altså med os hele dagen lang, hvad enten vi arbejder med børn eller mursten. Med demente borgere eller truckkørsel.

Jeg vil ikke anbefale nogen at håndtere ovenstående situation som Anna. Faktisk er jeg ret sikker på at chefen gik ind på sit kontor for at vurdere om en advarsel var nok eller om der skulle en fyring til.

Men i stedet for at gemme os bag et fornuftigt og kontrollabelt ydre, bør vi måske ind i mellem lade følelserne få frit spil. Hvad nu hvis Anna og hendes værkfører havde færdiggjort skænderiet på stedet? Hvad nu hvis begge parter “gav los” og fik situationen afviklet? Jeg er ret overbevist om at det ville have skabt en større forståelse efterfølgende imellem dem. Og det er netop det følelser kan.

Følelser hjælper os til at opnå en større forståelse af andre og accepterer vi vores følelser, accepterer vi også os selv. Når vi derimod undertrykker vores følelser skjuler vi noget for andre. Det kan ind i mellem virke som en kamp at skulle gemme det vi ikke vil stå ved. Følelserne fortæller os jo hvad vi kan stå inde for og hvad vi er imod.

Hvis jeg føler mig uberettiget behandlet på mit arbejde, siger jeg det. Hvis vreden bruser inde i mig (hvilket den ind i mellem gør), tager jeg lige en 5 minutters tænkepause. Men jeg konfronterer vedkommende. Og det synes jeg faktisk også du burde gøre. Altså hvis du føler for det…