Med livet som indsats

Kære politikere, forvaltningsdirektører og kontorchefer.

I går mistede endnu en medarbejder på et psykiatrisk bosted livet. Hun er nummer fire der har mistet livet siden den 2. december 2013 hvor min kollega Dorthe mistede livet.
Da Dorthe døde havde jeg været ansat i 2 måneder, og jeg kan huske at jeg dengang havde store overvejelser om mit job. De overvejelser har jeg haft hver eneste gang jeg eller mine kollegaer oplevede vold eller trusler, for som far til 2 har det altid været svært at forsvare at sætte sit eget liv og førlighed på spil for et job. Uanset hvor meget man brænder for det.
Mine kollegaer og jeg har været udsat for spyt klatter i hovedet og løfter om voldtægt af vores børn, til slag og spark, og alle de mennesker jeg, gennem mit virke i fagforeningen, har mødt som har arbejdet i psykiatrien fortæller samme historie. Aggressive beboer med voldsomme misbrugsproblematikker, beboere med behandlingsdomme for alt fra drab til vold, en hverdag uden tid til ordentlig kontakt, manglende efteruddannelse, mangel på ansatte, osv.

Den dag Dorthe døde havde jeg været så heldig at få rykket min vagt en time. Ellers havde det været mig der var løbet til alarmen, mig der skulle have forsøgt at redde Dortes liv og mig der skulle have set livet forsvinde ud af øjnene på hende. Jeg takker stadig med jævne mellemrum skæbnen for at det ikke blev sådan, og at jeg kunne nøjes med at skylle blodet af terrassen senere samme aften.
Efter Dorthes død skortede det ikke på bekymrede politikere der udtrykte deres medfølelse og bekymring. Alle der havde noget med psykiatrien at gøre, fra kontorchefen til socialministeren blev afkrævet handling. Og handling det kom der.
Vi fik 3 straks påbud af arbejdstilsynet, og alle procedurer blev kigget igennem.

Men hvor blev I så af?

Kort tid efter drabet var jeg med til at starte en enhed for psykiatriske misbrugere op. Alle der var blevet udvalgt til opgaven kom fra andre enheder i centeret, og udover at vi alle havde en pædagogisk eller sundhedsfaglig uddannelse, var eneste fællesnævner at vi aldrig havde arbejdet specifikt med målgruppen.
Da den daværende forvaltningsdirektør skulle fortælle os om det nye projekt var der ingen smalle steder. Alle medarbejderne blev samlet i den store sal, og der var både kaffe og kage. Der blev snakket store ord og gennemgået visionsplaner, organisationsstrukturer, målgruppebeskrivelser og kompetenceudviklingsplaner Vi skulle være ”flagskibet inden for psykiatri og misbrug” og der var ”store puljer med midler til uddannelse”.
Det skulle vise sig at være en sandhed med modifikationer.

Over de næste to år var vi på tre tema dage. En i motiverende samtaler, en i kognitiv pædagogik og en i konflikthåndtering. Vi blev dog også skåret to mand i en personalegruppe på fireogtyve, fik flere bundne opgaver, skulle vikariere for natholdet og blev spredt væsentligt tyndere ud i vores vagtplaner. Til sidst stod vi med en opgave vi ikke var klædt på til at udføre, i nogle rammer der ikke var til at udføre dem i og med væsentligt færre hænder at udføre opgaven med. Jeg forsøgte gentagne gange at gøre forvaltningen opmærksomme på det, men jeg talte for døve ører, og i sidste ende resulterede det i at jeg i december valgte at opsige min stilling som pædagog og tillidsrepræsentant.

I 2014 lavede FOA en undersøgelse om vold i psykiatrien.
Undersøgelsen er ikke rar læsning, og viser blandt andet, at der blandt FOAs medlemmer var ikke mindre end 56 % af de ansatte, der havde oplevet vold inden for det seneste år, 78 % havde oplevet trusler om vold, 31 % var blevet truet på livet og 46 % havde oplevet at være i livsfare.
De tal er helt vanvittige men heller ikke det har fået nogen af jer til at reagere.

Derfor bønfalder jeg jer nu. Vil I ikke godt lytte til jeres medarbejdere og de faglige organisationer, vil I ikke godt prioritere efteruddannelse i nødværge og konflikthåndtering, og vil I ikke godt prioritere at der er nok ansatte på arbejde, så der ikke er flere mennesker der skal miste livet fordi de passer deres job.

 

På forhånd tak
Sakse R. Andersen