Hvorfor taler vi vores fag ned?

shield-1286293_960_720

“Jeg er bare en maler/det er bare en maler” det er en sætning man ofte hører. En sætning der muligvis afholder folk fra at vælge mit fag som uddannelse

Af og til når man kigger sig omkring på byggepladsen kan man tit få det indtryk, at vores faggruppe er lidt til grin. Det sker tit at man finder frem til at en ufaglært får næsten det dobbelte af en malersvend, men hvad er der sket med vores lønninger og hvorfor? Er det kun krisen eller er det også os selv der er skyld i det? Er det på grund af vores måde at omtale vores fag på? Før den nye erhvervsuddannelsesreform kom, blev maleruddannelsen tit og ofte omtalt som “kan du ikke blive andet kan du altid blive maler” og folk der egentlig bare skulle have tiden til, at gå samtidig med de fik S.U., valgte vores fag.

 

Jeg synes på mange punkter malerfaget er presset fra alle sider, også fra os selv. Det føles lidt som om vi hellere vil bekymre os om vores egen lille kage. I stedet burde vi sørge for at alle får lige del af kagen, hvis nu vi alle sammen kunne få samme størrelse kagestykke. Det ville gøre det lettere for os i samlet malerflok og gå op og sige vi vil have mere i løn! Men det er jo ikke kun løn. tit og ofte sidder vi også på en spand og spiser vores frokost i et møg beskidt rum fuldt støv, det mætter selvfølgelig alt sammen. eller kravler op på et stillads vi godt selv ved ikke er helt i orden. nu har jeg fået skrevet mig selv lidt op i et hjørne her, men hvorfor er det vi vælger at sætte sikkerhed og sundhed til side istedet for at tage diskussionen omkring det med chefen?

Ville du ønske for dine børn at de blev håndværkere? Oftest er svaret desværre nej. Det er for hårdt, lønnen er for dårlig og der er dårlige arbejdsvilkår. Alt det her er noget vi kan ændre hvis vi tør gå op og sige til vores chef hvad det er vi mener. også selvom han bliver sur af og til. Vi er vi nødt til at tage en diskussion for at kunne ændre på tingene. Der kommer ikke noget ud af det man så ofte ser. I skurvognen sidder man og brokker sig til frokost, over de forhold der er og når chefen endelig kommer og spørger hvordan det går nikker alle bare og siger” ingen problemer”. Skulle der endelig være en der rejser sig og siger hvad han/hun er utilfreds med vil de andre ikke stå ved det, for tænk hvis chefen blev sur, så kunne det være vi alle blev fyret.
Jeg synes vi bør være stolte af vores fag og tage de kampe det medfører, at være stolt af det så vi kan styrke det, i stedet for at lade vores faglige stolthed. I stedet for at lade den forsvinde uden at have kæmpet for at beholde den.