Mette Frederiksen, mig og folk der falder…

Forleden havde jeg den store fornøjelse at møde Mette Frederiksen, formanden for Socialdemokraterne. Det var til et læsermøde i Sønderborg, hvor der kunne spørges frit fra leveren. Da jeg er meget opmærksom på og bekymret ved de udfordringer der ligger i forbindelse med hævelsen af pensionsalderen, var det også der mit spørgsmål lå.

Eller… der endte ikke helt med at være et klart spørgsmål til hende denne dag, men mere nogle kommentarer om de udfordringer jeg kan se med min arbejder hat. I korte træk forklarede jeg hende, at rammerne i dag ikke er der til at mennesker kan arbejde til de er 70+. Jeg forklarede hende at vi som arbejdere får at vide, at vi skal løbe hurtigere (samtidig med at vi passer på os selv) og vi skal uddannes (men det må ikke tage for lang tid). Et spørgsmål sneg sig alligevel ind, da jeg spurgte hende hvor arbejdsgivernes ansvar var henne? Eller politikernes for den sags skyld? Jeg forklarede hende, at jeg savnede den debat inde på den store borg, for jeg havde en følelse af, at de eneste der gider snakke om fremtidens arbejdsmarked er fagbevægelsen. Til sidst gav jeg min mening til kende om fremtidens arbejdsmarked. Nemlig at jeg godt kunne tænke mig at det danske arbejdsmarked skal reformeres og tilpasses arbejdernes behov, hvis vi skulle kunne holde til at arbejde de ekstra år, pensionsalderen er blevet hævet.

Mette Frederiksen kvitterede min analyse med et udtryk om enighed. Efterfølgende lagde hun et billede af mig og hende på face book, hvortil hun ytrede sin respekt for min korrekte analyse og så snittet til at nævne de mennesker der ikke kan arbejde længere på grund af nedslidning.

Jeg er ikke ude på at spænde ben for Mette Frederiksen. Hun er faktisk en person som jeg har stor respekt for og beundrer hendes kampgejst. Men det er her politikeren og arbejderen går forbi hinanden! Det Mette Frederiksen øjensynligt fik ud af vores møde er at mennesker der bliver nedslidte skal tages vare på. Og hun har da fuldstændig ret, kommer folk derud hvor de ikke længere kan være til rådighed for arbejdsmarkedet (som det så flot hedder), så skal det offentlige være der til at holde hånden under dem. Men hvorfor først tage sig af arbejderne når det ER gået galt?! Jeg har sagt og skrevet det før. Jeg vil gerne tage Ja-hatten på og acceptere at jeg skal arbejde til jeg er mere end 70. Altså hvis jeg kan. Men at lade arbejdsmarked være arbejdsmarked og håbe på at arbejderne ikke knækker sammen, for så at tage hånd om dem der alligevel gør, er bare ikke vejen frem. Det er en sidste udvej. Jeg er langt mere interesseret i at arbejderne ikke får alvorlige skavanker i deres arbejdsliv.

Og ja jeg er godt klar over at arbejderne skal passe på sig selv. Men dette indlæg er ikke ment til de mennesker der får livsstilssygdomme. Man kan lade være med at drikke for meget alkohol, droppe smøgerne, dyrke motion og stadig få en nedslidt ryg eller nedslidte knæ. Jeg tvivler da også at en sund livsstil vil gøre hele forskellen når man ser på den psykiske slitage nogle mennesker udsættes for i deres hverdag.

Det er på tide at vi tager et grundigt tjek af arbejdsmarkedet som det er i dag og spørge os selv, om forholdene for en arbejder ikke kunne blive bedre?

Jeg ved godt det er nemmest at samle dem op der falder. Og det skal vi som samfund også gøre. Men hvor kunne det være herligt, hvis der var færre der faldt!