Kære Elisabeth Gato. Forholdene er groteske.

Jeg har med stor interesse læst dit indlæg i Politiken fra den 13. november.

Åh hvor bliver jeg altså ked af det, når jeg læser sådan noget. Jeg bliver ked af det på to måder.

Først og fremmest over den behandling I har fået. Det undrer mig, at de ikke allerede fra start fik ringet efter en vagtlæge, så din svigermor kunne få den nødvendige smertestillende og eventuelt beroligende medicin. Da du beskriver at I fandt hende på gulvet fordi sengehesten ikke var slået op, fik jeg helt lyst til at skrige: ”Nej det må bare ikke ske”

Den anden måde jeg bliver ked af det på, er fordi det vækker nogen følelser i mig, som jeg helst ikke vil opleve.

Jeg er selv uddannet social- og sundhedsassistent og har derfor også gennem årene arbejdet på plejehjem. Mange gange med så dårlig bemanding, at jeg hele tiden var nødt til at gå på kompromis med min faglighed og mit eget menneskesyn.

Engang arbejdede jeg et sted, hvor min mand nærmest dagligt, afleverede mig grædende foran hoveddøren til arbejdspladsen, hvor jeg endte med, at jeg ikke længere kunne se mig selv i spejlet. Jeg kunne simpelthen ikke lide den person, der kiggede tilbage på mig. Hende der hver dag svigtede så mange mennesker på sit arbejde. Simpelthen fordi tiden ikke var til at give ordentlig pleje.

Når man er kommet derhen hvor man møder på arbejde og tænker: ”Yes Fru. Jensen er indlagt eller Hr. Hansen er død, så er der pusterum i dag” Så ved man bare at det er på tide at komme videre.

Derfor endte jeg også med at tage en lang pause fra faget. Faktisk var det kun fordi jeg efter 10 måneder på dagpenge, stadig ikke vidste hvordan jeg skulle komme til at arbejde med noget andet, at jeg valgte at søge tilbage til faget. Dog vil jeg ALDRIG igen sætte mine ben på et plejehjem.

Hvis jeg måtte drømme, så ville jeg ønske at politikerne snart begyndte at tage det alvorligt, når vi siger at vi mangler hænder. Det kan ikke være rigtigt at den første beboer bliver taget op tidligt morgen. Sat ved morgenbordet og kan så ellers sidde der indtil det er tid til middagslur, mens den sidste er kommet så sent op, at morgenmaden ikke engang når at blive fordøjet inden middagsmaden skal indtages.

Eller at vi ikke engang har overskud til at hjælpe Fru. Jensen op i sengen til middagshvil, men må hvile i sin kørestol.

Jeg ved ikke hvor mange faglærte personaler, der var på din svigermors plejehjem, men for mig lyder det som om, der ikke har været den store faglige viden. Det undrer mig i hvert fald at de har været nødt til at indkalde en sygeplejersker for at give morfin. Hvor var social- og sundhedsassistenten? Hvorfor er vedkommende ikke blevet oplært i at give morfin?

Mange steder oplever social- og sundhedsassistenter at deres kompetencer bliver taget fra dem. Vi må ikke engang give ordineret PN panodil til en borger uden først at have spurgt en sygeplejersker. Jeg tror rigtig mange ting ville kunne gøres lettere, hvis assistenterne fik lov til at få nogle af deres kompetencer tilbage.

Du skriver, at vi ikke kan være vores ældrepleje bekendt. Jeg vil give dig helt ret. Jeg håber bare at politikerne snart begynder at få øjnene op. Det er altså ikke for sjov at vi har råbt i årevis om flere hænder, flere kompetencer og om mere værdig ældrepleje.

Tusind tak for dit ærlige indlæg. Jeg håber inderligt, det er med til at skabe noget debat om hvordan vi kan få verdens bedste ældrepleje.

 

Læs Elisabeths indlæg her: http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6203961/Lad-v%C3%A6re-med-at-ende-p%C3%A5-plejehjem-og-hvis-I-ikke-kan-undg%C3%A5-det-s%C3%A5-s%C3%B8rg-for-ikke-at-d%C3%B8-p%C3%A5-en-l%C3%B8rdag