Hvorfor er ungdomsliv kun for de boglige uddannelser?

Ved at tage en erhvervsuddannelse, havde jeg tilsyneladende sagt nej til alt det studiemiljø og ungdomsliv, jeg troede var en del af alle uddannelser – og det på trods af, at alle snakker om manglen på faglærte.

Jeg glemmer aldrig det chok jeg fik, da jeg skiftede fra Roskilde Universitet til tømreruddannelsen på teknisk skole i Ishøj. Der opdagede jeg, at der ikke eksisterede noget socialt fællesskab overhovedet.

Hvor var introugen, med lige dele fest og navnelege? Det havde vi haft på både gymnasiet og universitetet – og jeg fik minder for livet. Hvor var elevrådet og foreningerne, hvor vi fik indflydelse på vores uddannelse? Elevdemokrati var tilsyneladende kun for boglige elever. Og hvor var fredagscaféerne og festerne, så vi kunne få en chance for at tale med de søde piger fra beklædning eller kosmetik?

Jeg var ikke ene om at ærgre mig. Selvom mange af de andre ikke havde haft de samme oplevelser som jeg, havde vi et gymnasie som nabo – og misundelsen var stor hos os, når vi hørte om alle deres mange introfester og fredagsbarer. I den lokale avis kunne vi også læse, at et socialt fællesskab var en meget vigtig prioritering for ledelsen på dén afdeling af Next uddannelse København.

Men når vi spurgte ind til manglen på alle disse ting på vores skole, fik vi at vide, at vi “jo kun er på grundforløbet et halvt år”, inden vi kommer ud i praktik. Derefter ville vi jo kun se hinanden en gang i mellem på skoleforløb. Det virkede ikke til at være det værd, at skabe et fællesskab for os.

Det skræmte mig lidt at indse, at det ungdomsliv i et trygt fællesskab, jeg havde kendt, var forbi. Aldrig igen skulle arbejdsdagen naturligt afsluttes med en øl i parken på varme sommeraftener. Eller med en kop kaffe på den elevdrevne café. Aldrig igen skulle man i fælles flok følges til de store ungdomsfester, der bare er noget andet, når alle kender og passer på hinanden. Nu stod den på praktik på byggepladser, korte skoleophold og derefter et nedslidende arbejdsliv og en alt for kort tid på pension.

Hen af vejen fik jeg og en kammerat fra smedenes grundforløb fundet den rette leder at tale med. Vi kunne ikke bare se til – og vi nåede at arrangere to korte fyraftensbarer i slutningen af semesteret.

For mig at se, kan eleverne sagtens gøre en indsats for at stable det sociale på benene. Naturligvis. Men I en tid hvor alt, alt for få unge starter på en erhvervsuddannelse, er erhvervsskolerne simpelthen nødt til at tage et større ansvar for at give de unge et ungdomsmiljø, der som minimum svarer til det, man får på en boglig uddannelse.

Det er så vigtigt med et stærkt, socialt fællesskab og studiemiljø, fordi det gør at man kæmper videre, når det er svært. Fordi det skaber faglig stolthed at være med i et fællesskab med andre seje mennesker med den samme interesse. Og fordi det giver os et netværk og vigtige kontakter i vores senere arbejdsliv. Og at vi er kortere tid på uddannelsen af gangen, gør kun behovet og skolens ansvar endnu større.

Når jeg ser tilbage på mit grundforløb, kan jeg virkelig ærgre mig over, at vi tømrere aldrig nåede at lære hinanden nær så godt at kende i et halvt års spisepauser, som vi studerende havde lært hinanden at kende på RUC – på bare nogle få dages introtur. Med et minimum af en indsats, kunne vi komme meget, meget længere.