Er udlicitering vigtigere end arbejdsmiljø

Vi ønsker alle et sundt og velfungerende sundhedsvæsen. Det håber og tror jeg i hvert fald, at vi gør. Det må være i alle de danske borgeres interesse. For at det kan ske, så er Regionsrådet og resten af vores politikere nødt til at løfte blikket fra lommeregneren, og istedet rette blikket mod de forskellige hospitaler.

Der er de sidste par år kommet flere koncerner ind i regionen, fx Koncernservice og Center For Ejendomme. Det er nogle koncerner, som der buldrer frem med albuerne først, og ofte udviser mangel på menneskelig respekt for de ansatte. Problemet er bare, at de ikke tænker over, at det går udover alle patienterne på hospitalerne.

Hvordan kan det lade sig gøre, at de får lov til at ødelægge arbejdsmiljøet på hospitalerne, uden at det får konsekvenser for dem? Alle os der arbejder på hospitalerne, gør vores ypperste for at have et godt og sundt velfungerende hospital. Det er de danske borgere bedst tjent med. De har fortjent en god behandling på et sundt hospital, når de bliver ramt af sygdom eller ulykke.

Angående mig personligt, så respekterer jeg min ledelse. Lige fra Direktionsgangen, til min nærmeste leder. Jeg er heldig at have den ledelse, der er i det center jeg arbejder i. De gør hvad de kan for at vi har et godt hospital.

Ligeledes glad for, ikke altid at skulle være i deres sko, for de træffer nogle beslutninger af nød og pligt – og ikke af lyst. Beslutninger som jeg ikke ville have lyst til at viderebringe. Så jeg respekterer dem.

Det hænger sådan sammen, at ved at de gør det godt, så gør os på gulvet med de varme hænder det godt. Sådan noget smitter. Hvis ledelsen fungerer, der er styr på de faste rammer og medarbejderne på sygehuset har det godt, så vil det i sidste ende smitte af på patienterne og de får en bedre oplevelse på sygehuset.

Så når Center For Ejendomme kan ødelægge alt der hedder arbejdsmiljø og respektfuld kommunikation, hvordan skal det så gå? Vi taler om en ledelse i koncernen, som har fået lov af Regionen, til at udlicitere de forskellige arbejdsområder. De tænker på 2 ting, regnskab og succes. I mine øjne er det ikke en succes.

Som navnet Center For Ejendomme antyder, så skal de varetage bygninger, arealer og vedligeholdelse på hospitalerne. Regionen har besluttet at den koncern skal ind på hospitalerne, det ligger fast. Men når Center For Ejendomme begynder at ville have andre faggrupper ind under sig der intet har med bygninger eller vedligeholdelse at gøre, og samtidig gør det på en måde der ødelægger det ellers rigtig gode arbejdsmiljø der er, så burde Regionen skride ind.

Ledelsen i Center For Ejendomme peger fx på en faggruppe, Portørerne, som nogle de gerne vil have under sig. Hvordan kan Center For Ejendomme, pege på en faggruppe som der udfører alt hjertemassage, er en fast del af operationsgangene, håndterer uadreagerende patienter og pårørende, er en fast del af holdet der modtager en patient der kommer ind som en kørsel alfa, altså akut kørsel, tager hjerte kardiogram på folk med hjerteproblemer og meget mere. En faggruppe der på ‘mit’ hospital hvert andet år bliver certificeret af en sygeplejeske så de hele tiden er sikre på at holde det høje niveau der er.

Er en koncern der skal stå for ejendomme, arealer og bygninger den rette til at have dem under sig? Kan de håndtere det? Jeg tvivler alvorligt. Faktisk så meget, at jeg bliver alvorligt nervøs på patienternes vegne.

Desværre virker det som om at Center For Ejendommes måde at bevæge sig ind på hospitalerne, og ødelægge arbejdsmiljøet på, falder ned mellem 2 stole. Alt fokus fra Regionsrådet og politikerne, har været på inplamateringen af den så omtalte Sundhedsplatform. Forståeligt nok, for det har været en stor mundfuld for alle landets hospitaler at få det på plads. Det er bare ærgerligt at det virker som om at, nogle ting er blevet skubbet til side fremfor sundhedsplatformen, og ikke har fået den fokus det burde.

Jeg håber og appellerer til Regionsrådet og resten af landets politikere om at de kommer ud på hospitalerne, stikker en finger i jorden og derved finder ud af hvad der er godt for hospitalerne. Fungerer hospitalerne optimalt, så får de danske borgere også en behandling i verdensklasse. Det tror jeg vi alle ønsker