Åbent brev til Sophie Løhde, Michael Ziegler og Anders Kühnau

Et brev fra en offentligt ansat, til topforhandlerne.

Nu er lockouten varslet i staten, kommunen og regionen. For en uge siden udtalte Sophie Løhde (V) at ”danskerne vil være uforstående over for en storkonflikt”.

Alligevel varsler samtlige offentlige arbejdsgivere, nu en massiv lockout, der betyder at alle danskere vil blive berørt. En lockout som betyder svie og smerte, for de berørte patienter og borgere, som må vente længere på hjælp. En lockout som betyder månedlange ventelister, efter lockoutens ophør.

Dennis Kristensen (forbundsformand FOA) skriver d. 7. marts ; ”Vi har på lønmodtagers side omhyggeligt udtaget omkring 10% af vores folk til strejke, der på den ene side kan mærkes af arbejdsgiverne, men på den anden side også generer danskerne mindst muligt.”

Arbejdsgivernes varslede lockout rammer alle danskere, og specielt vi som nyder at holde Danmark kørende bliver ramt.

At være borger i Danmark betyder;

At når du eller en af dine pårørende bliver syge, er der fagpersoner som står klar 24 timer i døgnet, for at hjælpe.

At når du får brug for akut hjælp, og ringer 112, sidder der professionelle sygeplejersker og paramedicinere klar, til at besvare dit opkald.

At hver gang du ligger og sover, står folk op for at tømme din affaldscontainer.

At når du er ved at gå i seng, står lokomotivføreren op, for at sikre at folk kan komme sikkert hjem midt om natten.

Alt fra hvide kitler til blå renovationsuniformer, står hver dag klar til at holde Danmark kørende, og for mig virker lockouten som en manglende anerkendelse af os, som står for alt det ovenstående.

 

Fortsat ingen løsning

Vi gør det uselvisk og uden at tøve, når der er brug for os. Ingen af os har valgt vores karriere for lønnens skyld, eller for at blive kaldt “helte” i hverdagen. Vi vil bare have en bid af den kage, som I så pænt taler om. ”Den voksende, stærke Danske økonomi”, burde også række til at vi kan få mere i løn.

Lærere, sygeplejersker, renovations-arbejdere, social- og sundhedsassistenter, pædagoger mv. står i disse dage skulder ved skulder, for at forsøge at råbe jer op. Men I lytter ikke.

 

Forringelser er blevet hverdag

Lockout er ikke svaret på den her konflikt. Reelle forhandlinger og realistisk indsigt i de offentlige arbejdsgange er løsningen.

Hvordan har I tænkt jer at have et velfungerende offentligt system, hvis regeringen bliver ved med at forringe vores vilkår? År efter år oplever vi forringelser i sundhedssektoren.

Når vi beder om anerkendelse og lønstigning, bliver vi mødt med at “det handler om at give, og ikke kun at tage”.
Hvem er det egentlig der har problemer med at tage, i stedet for at give?

Jeg vil for hele Danmarks skyld, ønske jer tilbage til forhandlingsbordene, i stedet for denne optrapning af en i forvejen stor konflikt.

 

Jeg håber at topforhandlerne læser mit indslag, og inviterer mig på en faglig kop kaffe.

 

Andreas Frankner Pedersen, stolt Portør.