Ved kultureliten hvor man plukker ramsløg?

Hvis man blot for nogle år siden havde fortalt min familie og mine venner, at jeg ville ende med en uddannelse i jordbrug, ville de have grint inderligt. Slået sig på låret af latter. Især, hvis man også havde nævnt natur og landbrug i samme sætning. Efter årtier som flittig, boglig studerende og fuldtidsarbejde med kundeservice og afregningssystemer, var jeg flydende i Microsoft Excel, men kunne knap genkende en musvåge fra en høg. Jeg kunne køre marketingskampagner, men havde ingen anelse om, hvordan man malkede en ko.

Jeg havde kulturel dannelse, var indført i vores danske kulturkanon, men havde ingen praktisk naturforståelse: Der manglede dannelse i natur og i landbrug.

Og det var et rent tilfælde, at jeg valgte jordbrug i natur og miljø.

For rigtig mange studerende er den boglige, gymnasiale vej til en uddannelse den eneste de kommer i kontakt med. Det er den vej alle tager. Og mange er rigtig gode til det. Gode til at terpe tyske gloser, til kildekritik i historie og fortolkning i dansk litteratur. Dansk kultur bliver en del af dannelsen, fordi vores uddannelsessystem har stærkt fokus på netop kultur.

Men mange af os har aldrig hørt lyden af en gøg, kan ikke genkende de hjemhørende danske plantearter eller har set en dagsommerfugl blafre i den danske sommerbrise.

Det giver nogle udfordringer. Udfordringer, når man har kulturel kapital, men ikke naturkapital.
Når man står i supermarkedet og ikke aner hvilke grøntsager eller frugter, der er i sæson. Eller når den politiske debat handler om vores kyster, vores drikkevand eller vores åbne lands natur. For mange af os har ikke et personligt forhold til det. Mange ved ikke engang, at man sagtens kan plukke burresnerre og ramsløg til salaten – og slet ikke hvor meget og hvornår.

Og det er en udfordring, når man skal vælge uddannelse efter en opvækst med bøger og tabeller, men aldrig har hørt om naturplejedyr eller rodet i de forskellige danske jordtyper.
For så vælger man det, man kender. Ud fra sin dannelse.

Vi skal gøre brug af vores naturkanon. Hassel, skovfyr og bøg skal være lige så vigtig for os at kunne skelne imellem som Leonora Christina, Kierkegaard og Blicher. Vi skal ud at se bedrifter, så vi kan klassificere grise i sopolt, gylt, orne og galt, som når vi stifter bekendtskab med ‘Solvognen’, ‘Sommerdag ved Roskilde Fjord’ eller ‘Jason med det gyldne skind’.

Men det starter i vores uddannelsessystem. Det starter med, at vi gør naturforståelse til en lige så vigtig del af dannelsen som kulturdannelsen. Når vi skatter vores danske naturtyper, vores enge, moser og overdrev lige så højt som dansk arkitektur og design. Fordi vores dannelse er med til at forme et helt liv, et helt uddannelsesliv, et arbejdsliv.