Kære lønmodtagere i Danmark
Nu hvor det lader til at parterne i overenskomstforhandlingerne, langt om længe er ved at være enige på lønområdet, synes jeg det er på sin plads at vi sammen sender en undskyldning.
For der må findes en række mennesker vi som samfund, fuldstændig har glemt at tænke på midt i al panikken om mulig storkonflikt.
Her tænker jeg selvfølgelig på de stakkels borgmestre, som har mistet deres arbejde for, at man kunne finansiere lønstigningerne til de øvrige borgmestre i starten af året. Jeg har desværre ikke selv været i stand til at finde frem til, hvilke kommuner der ikke længere har en borgmester.
For mig er det naturligvis utænkeligt, at dette kan skyldes at der ikke er blevet fyret mindst et par stykker af landets borgmestre, for at finansiere de fine lønstigninger.
Ifølge chefforhandlerne for de offentlige arbejdsgivere er fyringer af kollegaerne jo den eneste måde at finde penge til lønstigninger. Det har vi jo hørt på lige siden overenskomstforhandlingerne startede. Så må det jo naturligvis gælde for alle, også landets borgmestre.
Ellers må jeg have misforstået noget helt grundlæggende i det danske samfund, hvor vi lægger så stor vægt på at alle skal være lige.
Så hvis der skulle sidde nogen derude, som kender de stakkels fyrede borgmestre, så husk at være lidt ekstra søde ved dem i denne svære tid. Det fortjener de.
De kærligste hilsner
En lønmodtager fra det private