Den indre ild

Det er torsdag eftermiddag, jeg sidder i et konferencerum i Tune kursuscenter, og lytter intens til en kvinde der fortæller en historie.Vi sidder næsten 30 mennesker i lokalet helt stille og kun lyden af historien forplanter sig i lokalet.

Pludselig lægger jeg mærke til en tåre der bevæger sig langsom ned af min kind, min første indskydelse er flovt at tørre den væk, men så beslutter jeg mig til at det er ok. Det er helt ok at jeg bliver rørt over den historie som jeg hører, for kvinden er pædagog ligesom jeg, og hun fortæller en historie som kunne komme ud af munden af enhver pædagog her i Danmark.
En historie der rummer en stolthed, en historie der emmer af troen på at det kan lade sig gøre at give børn en god og lærerig hverdag, en historie der rummer et ansvar for at handle, men også en fortvivlelse, en afmagt og en vrede over følelsen over at pædagoger som burde være Danmarks største stemme, ikke bliver hørt.

Jeg kigger rundt i lokalet og ser en flok pædagoger der på trods af modgang, har en indre ild.

Pædagoger med ambitioner for deres fag og kollegaers vegne. Pædagoger der har besluttet sig til at gøre hvad de kan for at værne imod de angreb der er på barndommen i dag. Pædagoger der vil være med til at præge den offentlige debat.
Vi er de nye Pædagogiske Meningsdannere, og vi har både troen og håbet om at det nytter at blive hørt, og vi er ikke bange for at handle.
Vi har taget falken i hånden og har tændt vores indre ild, tør DU tage imod?