Tanker efter fyraften

Sidder ved min pc og lytter blandet musik, kigger ud mod gadelygten udenfor vinduet og kan ane dalende snefnug. Har været hos fysioterapeuten idag for at få puslet om min krops skavanker. Jeg sidder med en følelse i kroppen – lidt af den følelse som jeg mærkede da jeg læste dit indslag Louise om den sidste dag på dit job, men også en følelse af fred og enorm træthed. Nærmest som stilhed før stormen, for jeg ved hvad ugen indtil nu har budt mig og min profession på, og jeg ved hvad der venter mig i morgen. Ikke at det skal forståes at jeg er synsk, men kender I ikke det at man ved hvilke arbejdsopgaver der venter forude – men selvfølgelig ikke hvad de hidbringer? Jeg er ikke ved at opgive og slet ikke negativ indstillet – faktisk er jeg spændt, men også lidt frustreret….DEN følelse ved jeg at I kender ha ha…. men landet ligger således:

Der har været mange opgaver at løse siden mandag. Der har været et arbejdspres om at få en opgave løst inden tirsdag fælles i huset, da vi har forældrearrangementer de næste par aftener. Der har været et pres på mig og min kollega om at leve op til at alle børn har ret til udvikling, nærvær og trivsel i de dage der er gået.  Alle opgaver er indtil videre gået godt og er blevet gennemarbejdet, vi har fået afsluttet en opgave der hed sætte udstilling op til fernisering med børnenes spor fra det tema vi har arbejdet med de sidste par måneder, og så lige et medlemsmøde med kommunegruppen om udfordringer i den pædagogiske praksis i mandags efter arbejde….

Frustrationen bunder i at til mødet blev vi oplyst om at kommunen skal spare 350 millioner i alt i hele kommunen, og at vi skal tænke at iværksætte innovative projekter….

innovative projekter

Pyha – jeg blev sgu helt svedt. Dér sad jeg og kæmpede med en enorm udmattelse af alle de opgaver jeg havde udrettet sammen med mine kolleger  og den dynamik vi havde oplevet sammen – og kunne jo ikke lade være med at tænke besparelser og nye opgaver!??? Jeg måtte tilkendegive for den fremmødte forsamling, at den sætning hænger bare ikke sammen for mig. Jeg fortalte hvordan virkeligheden f.eks. så ud hos mig  i ugen op til mødet med sygefravær og få mennesker til mange børn. Planlægningen der var lavet og som smuldrede forårsaget af sygefraværet. Forinden var det blevet italesat fra kommunens side, at de havde fået indsigt i at det handlede om at folk gik ned psykisk og ikke fysisk pga. arbejdspresset. Men afslog alligevel, da jeg tilkendegjorde at nedskæringer og igangsættelse at innovative projekter, ikke hang sammen i min verden, og at vi var nødt til at se på de arbejdsopgaver der allerede lå i dag og sortere i disse ,og tage nogle af dem væk for at overkomme arbejdspresset. Hertil lød svaret at man kunne ikke bare tage noget fra…. (men åbenbart godt putte mere på??!!)

Åh hvor blev jeg ærgelig……men samtidig var jeg stadig spændt og jeg glæder mig!

For i morgen skal jeg have fællesspisning med “mine børns” forældre og søskende, vi skal vise galleriet frem og alle de skønne oplevelser deres børn og vi som pædagoger har haft sammen i forløbet. Vi skal dokumentere vores pædagogiske overvejelser og den trivsel, nærvær og læring der har været tilstede, samt nogle af børnenes evaluering af nogle af aktiviteterne. Børnene laver hjælpearbejde til fordel for Afrikas børn og har fået indsigt i en lille del af den Afrikanske kultur gennem historier, værkstedsarbejde hvor de bl.a. har skabt dyr og mennesker af forskelligt materiale. Vi har danset til afrikansk musik til den store guldmedalje hvor bestyrelsesformanden dansede lystigt med os i afrikanske dragter, hvor vi havde besøg af en afrikansk dansetrup – og vi har grint meget! Jeg har nydt vi har oplevet dem og deres børn være med og fortælle deres historier, samt dér hvor børnene selv har taget temaet et skridt videre.

I morgen skal jeg synliggøre den pædagogiske profession med et Afrikansk twist – og jeg glæder mig.