Forandring og effekt

For ca. 3 år siden startede der en ny skoleleder på vores specialskole. Han virkede glad og engageret i sit nye arbejde, på trods af at han ikke havde arbejdet på specialområdet før. Der går ikke lang tid, før man kan se, at han er passioneret og arbejder hårdt. Han er meget anderledes end vores gamle leder og har nogle helt nye fokuspunkter, som han vil arbejde hen imod, hvilket jo er fint nok. Den seneste tid er der blevet sat fokus på, at skolen skulle have en makeover, gangene skulle males, og der skulle opslagstavler op overalt, så skolen så pæn og nydelig nu, hvilket i sig selv absolut ikke er en dårlig ting. Nye tider kræver jo som regel også forandringer.

For ca. 14 dage siden sidder jeg til et kort formiddagsmøde sammen med alle pædagogerne på skolen – et dagligt møde, hvor dagen bliver koordineret, hvis der er sygdom, kurser mm. Til dette møde kommer vores skoleleder, som normalt ikke deltager, da han har en nyhed. En nyhed, der viser sig at være en god en af slagsen. Han har været til visitationsmøde for specialskoler med andre skoler rundt om i Københavns Kommune. Vores skoleleder er glad, og man kan se, han stråler for at fortælle, hvad der blev snakket om på dette møde: ”For første gang i skolens historie vælger forældrene vores skole frem for andre skoler”. Han fortsætter: ”Vi bliver valgt som førsteprioritet, og forældrene efterspørger vores skole”. Man kan virkelig se glæden hos ham, da han er færdig, der er ingen tvivl om, at pædagogerne er glade og svarer anerkendende, at det er dejligt og godt arbejdet osv. Vores skoleleder er endnu ikke færdig og fortæller gladeligt videre, da folk er færdige med at rose ham: ”Det har virkelig været en fornøjelse at vise forældre rundt på skolen – de har fortalt, hvor flot skolen er, og hvor lys og rummelig den ser ud. Vi har virkelig fået stor ros for vores skole.” Alle sidder stadig og ser glade og tilfredse ud, og i ny og næ er der en eller flere som tilføjer:

 ”Hvor er det bare dejligt at høre”, ”Dejligt, at vi nu bliver efterspurgt”.

Det er her, det går op for mig, at hverken vores skoleleder, forældrene eller de pædagoger, jeg sidder med, efterspørger fagligheden på stedet. Tankerne flyver rundt i hovedet på mig lige nu. Er vi ikke blevet efterspurgt for vores faglighed? Er det kun skolens ydre, som forældrene har lagt mærke til? Kan en makeover virkelig have så meget at sige, at vi bliver foretrukket på baggrund af det æstetiske frem for andre skoler? Det, der undrer mig mest, er, at vores skoleleder på intet tidspunkt nævner fagligheden på skolen, men kun nævner, hvor flot og rummelig vores skole er blevet omtalt af de forskellige forældre. Heller ikke pædagogerne eller den pædagogiske ledelse nævner noget om fagligheden. Min bekymring er nu, om det virkelig kan være rigtigt, at vi som specialskole kun bliver valgt pga. det æstetiske frem for vores faglige kunnen? I så fald ser jeg et kæmpe dilemma for både specialskolerne, deres lærere og ikke mindst pædagogernes faglighed. Samtidig får det mig også til at tænke på, at hvis dette kan forekomme på specialområdet, foregår det så også i institutioner på almenområdet?