Nytter det noget?

Nytter det noget at gå til debatmøder med politikere? At skrive læserbreve, høringssvar, debatindlæg, blogs?

Jeg ved det ikke. Jeg får en masse gejst og motivation, når jeg deltager i forskellige aktiviteter, og når jeg læser og oplever andres aktive virke. Men jeg sidder alligevel ofte med en tvivl – nytter det? Hører politikerne, hvad der bliver sagt? Og kan politikerne her i Danmark reelt set gøre noget? Eller er dansk politik sovset ind i en større international økonomi og dagsorden, som det danske folketing arbejder under og som kommunalpolitikerne dermed arbejder under?

Måske. Men ét er sikkert – jeg bliver ved! Om ikke for andet, så for min egen skyld. For det er min aktive deltagelse, der giver mig ny energi og motivation, det engagerer mig og holder mig oppe på dupperne i forhold til mit fag, vores arbejdsvilkår, børnenes og forældrenes vilkår, ja vores velfærdssamfunds beståen.

I mandags var jeg til et spændende debatmøde om velfærd og beskæftigelse, hvor 4 lokalvalgte folketingspolitikere deltog. De lyttede naturligvis, og de svarede så godt, som de nu kunne på spørgsmål og kritik – men jeg var alligevel ikke sikker på om det virkelig nytter noget. Tager de tilbage til Christiansborg og deler vores stemme med deres partifæller og folketinget? Eller var det bare det? Og kan de overhovedet skubbe til noget?

Jeg ved det ikke – men debatmøder er trods alt en måde at blive hørt – og vi må gribe enhver mulighed for at komme frem med vores budskaber! Og som politikerne til mødet sagde: brug os! Kontakt os, arrangér møder – vi vil gerne høre jer! Så den opfordring er hermed taget op og bliver givet videre – brug politikerne, kontakt dem, vær aktiv i den offentlige debat, så kan vi jo i det mindste håbe, at de hører os!