Sproget skaber virkeligheden

I en artikel i Politikken(Fredag d.2/3), skrives der om, at nogle børn er meget hårde i deres sprogbrug over for hinanden, og det fik mig til at reflektere over min egen pædagogiske virkelighed.

Først og fremmest: Passer det?

Ja, jeg mener så afgjort, at der er sket et skred i børns sproglige kultur, der gør at voldsomme udtryk, ofte med seksuelle præferencer bruges i hverdagen.

”Møgso, luder, bøssekarl” hører til nogle af de ord, vi i skoleregi ind i mellem hører børnene bruge, foruden alle de almindelige bandeord, der også bruges i flæng.

I artiklen siger nogle drenge, at de da ofte kalder hinanden for bøssekarle og lignende, ”men det er jo kun for sjov, og så betyder det jo ikke noget”. (Ordet ”Pikslikker” holdt de dog op med at bruge omkring 4.klasse!).

Ja, jeg ved ikke om, jeg skal le eller græde over det her, for det er ikke i orden at bruge disse udtryk, heller ikke for sjov, selvom drengene her mener det.

Både lærere, pædagoger og forældre bør træde i karakter for at komme dette uvæsen til livs.

Det skaber en virkelighed ingen af os ønsker, heller ikke børnene.

Vi professionelle skal gå forrest, og arbejde bevidst med den sproglige omgangstone. Jeg er overbevidst om at den kultur, der præger en børnegruppe, hvor disse ”sjove” udtryk er normen, ikke er rar at være i, uanset hvad børnene selv siger.

Her følger 4 ting, jeg mener både den professionelle og forældrene bør være bevidst om/arbejde med:

–   Snak pænt om børnene, også når de ikke er til stede.

–   Arbejd bevidst med sproget, og hvordan vi bruger det i sociale sammenhænge.

–   Slå ned på ”grimt sprog” med det samme, også når det kun er for sjov.

–   Opbyg en kultur, hvor det er uacceptabelt at snakke grimt om andre.

For et par år siden arbejdede jeg med en gruppe drenge fra 8. Klasse, og de havde i gennem mange år opbygget en kultur, hvor det var en del af normen, at snakke ekstra hårdt til hinanden.

”Det er jo kun for sjov, Møller”, sagde de til mig, hver gang, jeg forsøgte at bryde panseret. Denne gruppe drenge, var skolens skræk, og jeg formåede ikke at gøre nogen mærkbar forskel. Det var blevet en så indgroet del af denne gruppes identitet, at jeg med mine evner ikke kunne ændre noget.

Jeg vil vove den påstand, at hvis vi konsekvent og tidligt, arbejder med sproglig positivisme, så vil mange af disse børn, kunne få en helt anden retning på deres liv.

Prøv lige at tænk over, hvor mange konflikter, der kunne forebygges, hvis vi snakkede pænere til hinanden, også for sjov.

Dette skal ikke ses som religiøs puritansk blog. Jeg er absolut hverken religiøs eller puritaner, og der ryger da også en ”finke af fadet”, en gang i mellem.

 

Min pointe er: Sproget skaber virkeligheden, også selv om det kun er sagt for sjov.