Der stod jeg med idealerne nede om anklerne

En historie om mit møde med virkeligheden.

“ja, Birgit har været inde hos mig på kontoret og vi er blevet enige om at hun fra i overmorgen flytter over på brumbassestuen”

Der sad jeg på den ene side af bordet og på den anden side sad Birgit og lederen af institutionen. Mundlam, koldsvedende og med galoperedes hjerte prøvede jeg at krænge hjernen rundt om det faktum at jeg nu stod med hele det pædagogiske ansvar. Hurtigt blev det tydeligt, at jeg ikke skulle være alene. Men Inden panikken nåede at lægge sig, gik det dog op for mig, at den jeg skulle dele ansvaret med, var Maria.
Maria, var ligesom mig helt ny i institutionen og pædagogfaget. Ingen af os havde på daværende tidspunkt, modtaget hverken vores ansættelseskontrakter eller eksamensbeviser.

Mens den erfarne pædagog Birgit fortæller om, hvorfor hun ikke længere magter at være på Troldestuen, kæmper jeg for at holde pulsen på et niveau hvor jeg kan høre andet end dens trommen i min øregang. Alt det hun beskriver som grunde til at flytte stue, eksisterer jo også for mig, medhjælperene på stuen og Maria. Inden nogen af os har forsvaret vores bachelor, har vi det pædagogiske ansvar for 15 vuggestuebørn under 2 år.

Pædagoguddannelsen har givet mig mange kvalifikationer, men det jeg møder i virkeligheden, har jeg ikke værktøjerne til at håndtere. Gennem 4 mdr. Kæmper mig og Maria side om side. Vi klarer indkøringen af nye børn, arbejder intenst på at give forældrene tillid til os, strukturer hverdagen så den hænger bedst muligt sammen. Jeg møder udfordringer jeg kan klare og desværre også mange jeg ikke kan klare. Gang på gang kan jeg ikke udføre en pædagogik, som lever op til mine egne forventninger.
Idealerne fra seminariet virker uendeligt langt væk.

Der stod jeg med idealerne langt nede om anklerne.

En dag knækker jeg sammen i en kort pause mellem arbejde og personalemøde. Jeg skal lige kort i supermarkedet og da lågen smækker bag mig springer tårene ud af øjnene på mig. Jeg har svært ved at sætte ord på min frustration, jeg græder bare. Min leder samler mig op, snakker mig på plads og tilbyder mig at flytte i børnehaven, hvilket jeg tager imod.

Mit første møde med virkeligheden var barskt og lærerigt. Der var ikke sammenhæng mellem seminariets idealer og den reelle praksis. Om dette skyldes en for dårlig pædagog uddannelse eller en presset praksis, vil jeg lade læseren vurdere.

Efter min personlige opfattelse er det en kombination. Seminariet kunne nok have forberedt mig bedre og praksis er nok mere presset end hvad godt er.

Her et års tid senere har jeg igen mod på at sigte efter ideal praksis. Jeg har trukket idealerne op igen, spændt dem solidt fast om livet med et bælte og nægter at tabe dem på gulvet igen.