Undskyld, men kan jeg få diplomatplader på min cykel?
Først et debatindlæg i Weekendavisen. Nu en blog på Voresvirkelighed.dk
Hippiepædagogik og minimering af barnets fri leg. Eksempler på at den pædagogiske mening kan gå tabt og ende som ureflekterede og uimodsagte overskrifter i avisen. Et fysisk udtryk – barnets fri leg – der på politisk plan mistede sin teoretiske forbindelse og derfor sin berettigelse. Når politikere anvender betegnelser som ”hippie-pædagogik”, er det en indikation på, at der er brug for et bidrag i form af specifik pædagogisk erfaringsbaseret viden. Jeg er pædagog, og jeg vil gerne bidrage.
Som aktør i et politisk system, hvor niveauer influerer på hinanden, undrer jeg mig derfor over, hvor de interne fora til udvikling og kvalificering er, når det er praksisniveauet, der har ideerne eller det nuancerende bidrag. Hvor er det etablerede udviklingsorgan, hvor pædagogers bidrag bliver imødekommet – ikke ukritisk godtaget, men inddraget? Hvorfor er pædagoger ikke en oplagt sparringspartner i de politiske beslutningsprocesser, der vedrører pædagogikken i dagtilbuddene?
Som borger i et demokrati har jeg naturligvis ytringsfrihed; retten til at sætte ord på faglige tanker og holdninger i det offentlige rum. Selve handlingen er simpel: Sæt megafonen for læberne, læg nakken tilbage og brøl din faglige harme ud. Det bliver indviklet i det øjeblik, hvor ytringen ikke kun rammer det offentlige rums tomme vægge eller læses i avisen af ansigtsløse skikkelser. For det offentlige rum er fyldt af mennesker. Nogen perifere, andre velkendte. Lad os tegne et mentalt billede af menneskene i rummet: I midten placerer vi mig – pædagogen. Udenom, børnene, forældrene, mine kolleger, min leder, min overordnede leder, min forvaltning, politikerne, min fagforening og en stor udefinerbar masse – de mennesker, der har en mening om pædagogfaget: Niels Egelund, Ole Henrik Hansen og andre I selv kan tilføje.
Jeg er stolt af mit fag, glad for mit arbejde i børnehaven og positiv overfor dem der har ansvar for de overordnede rammer, jeg bedriver pædagogik i. Budskaberne i megafonen ville således ikke være rabiate, opponerede postulater på rim om et fag i forfald. Det kræver dog alligevel diplomatisk sans at udtale sig som pædagog i det offentlige rum. Når pædagogen iagttager og kommenterer sit fag i en samfundsoptik, udspringer dette af erfaringer fra et praksisniveau. Synliggørelse af udviklingspotentialer skal således forvaltes i forhold til ledelse og kolleger og med respekt for forældresamarbejdet. Pædagogen varetager både en offentlig samfundsfunktion og en omsorgsrolle i forhold til forældre og børn. Og vigtigst for mig er omsorgsrollen, der udspiller sig i dagligdagen. Når pædagogen taler om ”barnet” i det offentlige rum, så taler jeg om drengen i Spiderman-trøjen på grøn stue. Den offentlige pædagogiske debat er drengen og hans forældres dagligdag. Det har jeg respekt for. Det kræver diplomati.
Så hvad er på spil i den offentlige debat? Nogle af menneskerne i rummet kunne påtale brud på tavshedspligten og sanktionere derefter. Andre kunne føle sig forrådt og være tavse, når man trådte ind i personalestuen. Og nogle kunne miste tillid. Tillid til at det sted og de mennesker, der skal sikre deres barns udvikling og trivsel ikke længere kan løfte opgaven. Det er min primære bekymring. At forældrene mister tillid. Tillid er forældresamarbejdets fundament. Og forældresamarbejdet er pædagogikkens fundament.
Jeg er pædagog, og jeg vil gerne bidrage til kvalificeringen af pædagogikken. Så jeg sætter alligevel megafonen for læberne. Med ønsket om bedre udviklingsfora internt i vores system, så vi kan sikre pædagogers kvalificerende, erfaringsbaserede bidrag på politisk niveau.
Indtil da… Undskyld, men kan jeg så få diplomatplader på min cykel? For det er diplomati. Når jeg sætter megafonen for læberne og ytrer mig i det offentlige rum fuld af mennesker.