Om praktik og unikke dansetrin

Da urinen løber ud af kruset og ned i mit ærme, ved jeg, at jeg er afsløret. Illusionen er brudt, og jeg er reduceret til mit sande jeg: Et rodehoved. Ikke praktisk, altid lidt på kanten af denne verden, og overvejende bosat i en tankeverden med sporadiske udflugter til den konkrete virkelighed omkring mig. Og indtil dette nu overvejende tilfreds med dette forhold.

Jeg er gravid, og kruset i min hånd skal fungere som beholder for den prøve lægen skal fastslå miraklet med. Der er imidlertid to problemer: Urinen er ikke længere i kruset men i mit ærme. Og værre endnu… den kom ikke fra min egen krop! Sekretæren har ved en fejltagelse givet mig et krus, som en anden forinden har stået med i hånden på dette lille toilet, hvor jeg står nu – men uden at spilde. Min antagelse bekræftes af det lille klistermærke, der har sat sig fast på min trøje, hvor der står ”Henning Carstensen” med sirlig skrift. Urinen i mit ærme er nu ikke længere bare urin – det er Henning Carstensens urin.  Og man må gå ud fra, at Henning Carstensen ikke afleverede en urinprøve hos lægen, fordi han følte sig sprængfyldt af uforklarlig energi og vedvarende euforisk tilstand. Henning Carstensen må have følt sig syg, og urinen i mit ærme bærer spor heraf.

Hvorfor opdagede jeg ikke urinen i kruset, før den løb målrettet ned i mit ærme? Måske fordi der var stanniol over krusets top? Måske fordi Henning Carstensen havde glemt ikke at tisse hjemmefra, og derfor ikke ”skulle” ret meget på det lille toilet hos lægen? Sandsynligvis fordi jeg overvejende er bosat i en tankeverden med sporadiske udflugter til den konkrete virkelighed omkring mig.

Og udover det indlysende, hvorfor er jeg i dette nu ikke længere overvejende tilfreds med dette forhold? Fordi jeg skal være ”mor” – en kulturel position der i mit 24 årige hoved ikke tillader meget rum til personlig fortolkning. En mor er praktisk. En mor har ”styr på det”.  En mor kan aflevere en urinprøve hos lægen uden at være søbet ind i Henning Carstensens urin. Forventninger, der er svære at indfri, når man overvejende er bosat i en tankeverden med sporadiske udflugter til den konkrete virkelighed.

Jeg kapitulerer fuldstændig min ”kulturel-rigtig-mor”- forstillelse, da jeg uden tøven siger min egen fars navn, da lægen spørger om faderens navn, mens han med to-finger-system skriver mine oplysninger ind på sin computer.

”Er I samboende?”.

 ”Ej, fnis… det er vi da godt nok ikke… Øh.. vent lige lidt… Slet Steen Lund og skriv Bjarne Bøgelund”.

Stilhed…

 ”Og skal vi så lade det blive ved det?”

”Ja, det er en der hedder Bjarne Bøgelund, der er faren”.

Stilhed…

Jeg er ikke verdens mest praktiske mor, men dog i stand til at smøre madpakker og huske regntøj. Ikke verdens bedste til at bage kage til forældrekaffe, men jeg melder mig dog. Og så videre… Men jeg er god at snakke med, hvis man er ked af det.  Jeg skælder ikke ud på en ubærlig måde, selvom jeg er vred. Og jeg ved godt, at man er her i verden på sine egne særlige, unikke vilkår, og at kunsten er at danse sin egen dans, blandt de andre der danser deres – uden at støde for meget sammen.

Den samme optik er fundamentet under mit faglige virke som pædagog. Selvom der sidder standardiserede udviklingsskabeloner og læringsteorier på rygraden, så har jeg umådelig respekt for, at min primære opgave er at understøtte det individuelle barns mulighed for, at blive den bedste udgave af sig selv, og ikke den bedste udgave af noget forudbestemt, der kan aflæses på en udviklingsskala i forhold til alderstrin.

Hvis man er et stille barn, skal man ikke øve sig i at råbe højt, men i at få sagt sine ønsker, så andre kender dem. Hvis man er et aktivt barn, skal man ikke øve sig i at sidde stille, men i at sidde stille længe nok. Og hvis man er et tænksomt barn,  er det ikke bydende nødvendigt, at pilen på den motoriske skala rammer ens alderstrin med militær præcision, hvis ens fantasi bevæger sig ubesværet.

Det handler om voksne, der kender barnets dans. Voksne, der ved hvorfor de unikke trin falder præcis det barn naturligt. Voksne, der kommer med ideer til, hvordan præcis det barn kan byde andre op til dans, hvis lysten er der, men ordene falder svært. Og vigtigst af alt… Voksne, der hjælper én med at se værdien i ens egen unikke dans.  Også når kruset (dårligt) er halvt fyldt, fordi ens dansetrin sendte krusets indhold ned i ærmet…