Inklusion – bliver børnene taberne?

”Din fede mongol!!!”

Det vrede råb kommer fra en dreng i 2. klasse. Han er endnu engang kommet ind fra et frikvarter fyldt med konflikter, hvor han har slået, sparket og sagt en masse grimme ting til sine kammerater.

Den fede mongol  er mig!

Jeg stopper ham da han er på vej ud af klassen. Han løber ud i frustration over det han oplever  som en dybt urimelig behandling,  da klasselæreren forsøger at få klarhed over hvad der er sket i frikvarteret.  Jeg er som pædagog med i klassen 6 lektioner  om ugen, og kender også drengen fra SFO´en om eftermiddagen.

Pædagogisk overgreb.

Igen – for det er sket mange gange – tager jeg en lang snak med ham, om hvorfor han bliver så vred. Jeg  lytter til ham, trøster ham, forsøger at overtale ham til at komme med ind og deltage i undervisningen igen. Og det lykkes også til sidst, men det er en overvindelse for ham, og kræver at jeg gør brug af alle de redskaber jeg har i min pædagogiske rygsæk. Og som alle de andre gange gør jeg det, med en lille følelse af at jeg begår et overgreb – for han har det jo ikke godt i de rammer vi kan tilbyde ham.

Rammerne kan jo ikke ændres.

Han ved  jo ikke hvorfor han bliver så vred –  den stakkels dreng. Men han føler sig presset, truet og underkendt af sine kammerater, og de voksne mennesker der omgiver ham – det er der ingen tvivl om.

Problemet er bare at hans verdensbillede ikke er realistisk. Hans oplevelser af kammeraterne er tillagt nogle motiver der ikke eksisterer.

Hvordan får jeg givet den stakkels dreng noget ro?

Hvordan får jeg gjort hans hverdag mere tålelig så han ikke skal bruge det meste af sin dag på konflikter, hvor han ender som syndebukken og banditten – for hold da op, hvor skal han bære ansvaret for mange konflikter på sine skuldre.

De rammer vi kan tilbyde ham er ikke optimale. Han har brug for at blive guidet i de ustrukturerede sammenhænge i frikvarterene og SFO´en, og han har brug for en lærer ved sin side i timerne.

Men jeg kan jo ikke ændre rammerne i skolen, og give ham den konstante sociale vejledning han har behov for – uanset hvor gerne jeg ville.

Hvad hjælper det?

Hans klasselærer og jeg er enige om, at han ikke bærer skylden  for konflikterne alene. Selvfølgelig har hans klassekammerater også en andel – it takes two to tango som man siger.

Men vores blik for sammenhængene i konflikterne hjælper ikke en dreng der føler,  at hele verden er imod ham.

Det hjælper heller ikke  en dreng der føler sig hægtet af,  både socialt og fagligt – og som faktisk også er det i langt de fleste tilfælde.

Vores overblik over sammenhængene i konflikterne hjælper heller ikke en dreng der kommer fra et hjem, der mangler ressourcerne til at bakke ham op – en dreng som de andre forældre er begyndt at klage over.

Og det hjælper heller ikke en dreng som rent faktisk ikke burde gå i en almindelig folkeskoleklasse.

Kampen for positiv udvikling.

Vi kæmper for ham – kæmper for at give ham en god hverdag og for at skubbe til hans udvikling.

Vi kæmper for at opfinde sammenhænge der giver mening for ham, og giver ham positive oplevelser med i rygsækken, men det føles som en kamp mod vindmøller. Vores ressourcer og kompetencer er langt fra altid tilstrækkelige

Og imens er han en del af fællesskabet i den almindelige danske folkeskole – ihvertfald på papiret. Og mens han er det,  vokser hans frustrationer og følelse af nederlag og utilstrækkelighed – sammen med vores.

For vi får ikke hjulpet den her dreng videre i det omfang vi gerne vil og han har brug for.

Det er nødvendigt med et større politisk blik for, at ikke alle børn kan, og skal, passe ind i rammerne, og at denne kompromisløse jagt på inklusion i sidste ende kan gøre børnene til taberne.

Det er denne her historie og denne her dreng gode eksempler på.