Vores virkelighed – En differentieret virkelighed.

Vores virkelighed

Vi er alle pædagoger. Vi er ansat i den samme kommune. Vi arbejder alle sammen i børnehave og deltager alle på det samme sprogpakkekursus.

Vi har en fælles virkelighed – eller har vi?

Overordnet har vi en fælles virkelighed. Vi taler samme sprog og har alle fokus på børns trivsel, udvikling og læring. Vi kan også hurtigt blive enige om hvilke elementer, der skal til for at skabe et godt sprogligt miljø for børnene. Men så hører vores fælles virkelighed op.

Min virkelighed

En drengegruppe leger alene i vores motorikrum, mens min kollega spiller spil med fire 3årige i vores store grupperum. I samme rum er der også en flok piger, som leger med prinsesser. En anden kollega er gået ud på legepladsen med et par børn. Jeg er gået ind i dukkekrogen, som vi kalder vores andet gruppe rum, for at læse dialogisk læsning med tre piger.

Vi har grupperet vores 22 børn, så der er rig mulighed for, at jeg og mine to stuekollegaer kan skabe dialog og tænke de ti sprogstrategier ind i vores arbejde.

En differentieret virkelighed

Jeg møder op på kurset med en masse gode ideer og intentioner og tænker, at jeg har god erfaring, som jeg kan dele med mine kollegaer. Men jeg må sande, at vi ikke befinder os i den samme virkelighed. Vi kommer fra forskellige kontekster.

Vores fysiske rammer er vidt forskellige. Jeg kommer fra en institution, hvor de fysiske rammer gør det muligt at dele børnene op, mens nogle af mine kollegaer sidder som sild i en tønde med deres børn.

Største delen af min børnegruppe er velfungerende og er rigtig gode til at lege uden at skulle være overvåget. Selvfølgelig har vi også børn, som kræver en ekstra pædagogisk indsats, men de er ikke i overtal. Det er de til gengæld i nogle af de institutioner, hvor de sidder som sild i en tønde.

Om normeringerne også er forskellige eller om det handler om, hvordan den enkelte leder forstår at planlægge sig til en god arbejdsplan, kan jeg ikke gennemskue. Men facts er, at vi ikke har de samme forudsætninger at tilrettelægge vores pædagogik ud fra.

Er det mit problem?

Nej, jeg kan jo sådan set bare gå hjem til min egen institution og fortsætte mit gode arbejde og klappe mig selv på skulderen over, hvor god jeg er til at lykkes. Men sådan ser jeg ikke på det, for jeg vil gerne være med til at udvikle pædagogikken indenfor vores felt og sætte fokus på vores profession. Dette kan jeg ikke gøre ved blot at passe min egen pædagogiske praksis.

Hvis vi gerne som faggruppe vil udvikle vores fag, er vi nødt til at sætte fokus på vores fælles virkelighed, hvad enten vi har plads til store armbevægelser eller om vi sidder i en tønde. Vi skal have skabt fokus på, at vi ikke har lige muligheder for at udøve vores praksis og hvad dette betyder for vores børns trivsel, udvikling og læring – Og håbe på at det kan ændres, på trods af nulvækst i kommunerne.