Omplacering og tabt erfaring.

Nedgang i børnetallet

Igen i år skal der omplaceres medarbejdere på min arbejdsplads, en specialskole i Aarhus kommune. Cirka otte, tre lærer og fem pædagoger. I år er det ikke på grund af besparelser, men nedgang i børnetallet. toogtyve går ud af skolen og ti børn er blevet tilbudt skole hos os, herunder har fire til seks ud af de ti, mulighed for skoleudsættelse.
Nedgang i børnetallet skyldes blandt andet, regeringen og KL i kommuneaftalen for 2012 har valgt at børn med behov for specialundervisning, i stigende grad skal gå i almindelige folkeskoler – de skal inkluderes. I kommuneaftalen for 2013 fremgår det, at 96 procent af alle elever skal inkluderes i 2015.

 

Børn med specielle behov

Det lyder flot når der står på Ministeriet for Børn og Undervisnings hjemmeside, at visionen for Inklusionsudvikling er, at alle dagtilbud, skoler og fritidstilbud skaber inkluderende læringsrum, hvor alle børn trives og opnår højt fagligt udbytte gennem aktiv deltagelse i fællesskabet. Men kan det lade sig gøre i virkeligheden?

 

Jeg har da også forståelse for, at de skriver de vil styrke inklusionen i folkeskolen, så færre elever udskilles fra den almindelige undervisning og det lokale fællesskab, for det er da ikke rart at blive skilt ud.

Men er det ikke bare et spørgsmål om besparelser, når der står på hjemmesiden, at der hvert år bliver der brugt cirka 13 milliarder kroner på specialundervisning. Det svarer til cirka 30 procent af folkeskolens samlede budget. Hvorefter de skriver at, de penge skal bruges bedre – til gavn for både elever med særlige behov og for hele folkeskolen.

 

Jeg er bekymret for børnene. Kommer de til at opleve, at der ikke bliver taget ordentligt hånd om dem, kommer de til at opleve succes eller fiaskoer, vil de føle et tilhørsforhold til deres klassekammerater? Jeg har svært ved at se, hvordan nogle af de børn der går vores SFO, kan gå i klasse og SFO med børn med almindelig udvikling. Og hvordan de kan indgå, i de almindelige samspil der er mellem børn. De vil have brug for ekstrem hjælp, fra lærere, pædagoger og fra de andre børn.

Efter min mening har disse børn brug for beskyttede miljøer, for at de kan trives og udvikles. Og for de kan få den nødvendige struktur, langt de fleste børn har brug for.

 

fagpersonalet

Jeg er bekymret for de lærere og pædagoger som skal varetage opgaven. De er også pressede, og har ikke nødvendigvis alle erfaring med børn med særlige behov. Nok står der skrevet på Ministeriet for Børn og Undervisnings hjemmeside, at der følger midler og forskning med. Der er oprettet et ressourcecenter som har fået 16,5 million kroner fra Ministeriet for børn og undervisning, til et program om elevers inklusion og udvikling.

Der nedsættes også en række arbejdsgrupper, som skal være med til at skabe overblik over eksisterende viden. Derudover iværksættes en række initiativer, som skal sikre, at viden, som indsamles og udvikles, spredes til kommuner og skoler, blandt andet via konferencer, netværk og hjemmeside. Men kan de mærke det ude på de almindelige skoler? Jeg er skeptisk og tvivler.

 

Vores viden og erfaring
Hvad nu, hvis det går helt galt? Og de børn der har særlige behov, igen får brug for specialskoler? Er der så flere specialskoler tilbage? Og hvor er pædagogerne med al deres erfaring og viden? Ja de er fyret, omplaceret eller flygtet!
I forskellige aviser og på blogs, kan jeg læse om pædagoger og lærere der er bekymrede for børnene. Jeg tænker også på hvad der vil ske med pædagogerne. Vi har viden og erfaring, vi arbejder med børnene hver dag i beskyttede miljøer. Når nu beslutningen, om at bringe børn med særlige behov ind i almindelige folkeskoler er truffet, hvorfor så ikke arbejde hårdere på, at vi der pludselig er i overskud på specialområdet, følger med børnene med særlige behov? Vi kan gøre det, vi er dygtige til – at arbejde med børn der er anderledes og har behov for fast struktur, støtte og skal guidens gennem hele dagen. Jeg ønsker ikke vores viden og erfaringer skal gå tabt og andre skal begynde forfra.

Jeg er spændt og nervøs for fremtiden, det er helt sikkert ikke sidste gang der skal omplaceres medarbejdere fra min arbejdsplads.

 

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini udtaler;

“Skal det lykkedes at øge inklusionen, er det afgørende, at det sker med kvalitet, så alle er trygge”

-er vi trygge?