Hvem melder sig frivilligt?

Hvem melder sig frivilligt??

”Hvem vil melde sig til at sidde i projektgruppen”, spørger min leder til det store fælles personalemøde.
Og jeg melder mig frivilligt. Og dog – ikke helt frivilligt. Jeg melder mig, fordi jeg er tillidsrepræsentant og fordi formålet med projektet er frivillige i daginstitutionen. Jeg mener, at det er vigtigt, at jeg sidder med i projektgruppen, for at sikre, at arbejdet med frivillige i institutionen ikke går ind over vores faggrænser som pædagoger, og dermed truer fagligheden.
Så jeg er både naturligt skeptisk og almindeligt nysgerrig: Hvor er det min kommune vil have os hen? Er der en skjult dagsorden med projektet? En spareøvelse? Eller forsøger man (for en gangs skyld) at være lidt visionære?
En visionær strategi for frivillighed
Jeg var ikke den eneste, der stillede spørgsmål. I projektgruppen fandt vi derfor ud af, at det vigtigste for os var, at inden vi besluttede os for hvor meget og hvordan vi tænkte frivillige i daginstitutionen, måtte vi diskutere formålet: Spareøvelse eller visioner?
Vi valgte at være visionære. For os handler det om børns dannelse.
Vi har fundet tre mål, som vi brænder for. Jeg tror, at de kan inspirere andre.
1) Børnene skal præsenteres for en bred vifte af mennesker med talenter
For det første vil vi gerne præsentere børnene for en bred vifte af mennesker med talenter. Vores børn skal møde mennesker der brænder for noget – alt lige fra fluefiskeri til linedance. Det er selvfølgelig det pædagogiske personale, der planlægger projekterne ud fra et pædagogisk sigte – Vi har indledt et samarbejde med kommunens frivilligheds-center og det betyder, at en del af de praktiske spørgsmål bliver varetaget af centret – ligesom de også skal være behjælpelige med at rekruttere de frivillige.
2) Vi vil gerne åbne børnenes øjne ud mod verden med dens mange folkeslag
For det andet vil vi gerne åbne børnenes øjne ud mod verden med dens mange folkeslag. Der er stort set ikke tosprogede børn i vores institution og i villakvarteret omkring os, bor kun danskere. Så vores børn er ved at tabe både næse og mund, hvis der en enkelt gang kommer et menneske med en anden hudfarve forbi. En mulighed for at opdrage børnene til respekt for det multietniske i samfundet, kan være at kontakte kommunens sprogskole og invitere deres elever til frivillige projekter i institutionen (alt lige fra madlavning til dans og musik).
3) Vi vil gerne opdrage vores børn til selv at blive frivillige
Sidst, og for mig det vigtigste, vil vi gerne opdrage vores børn til selv at blive frivillige. Danmark er bygget på en hær af frivillige i hele vores foreningsliv og det er vigtigt for samfundet at vi bibeholder denne mangfoldighed af frivilligt arbejde. Derfor synes vi det er vigtigt, at vores børn opdrages til selv at være frivillige. Så vi er allerede i gang: vi har besøgt det lokale plejecenter og sunget gamle børnesange for brugerne – til stor glæde for både unge og gamle. Desuden deltager vi i Naturfredningsforeningens årlige affaldindsamling – børnene hjælper en hel uge med at samle affald i nærområdet; de lærer både noget om forurening og om at gøre et frivilligt ulønnet arbejde.
Nu glæder jeg mig
Så jeg har flyttet mig. Da vi begyndte arbejdet i projektgruppen, var jeg meget skeptisk og var sikker på, at projektet – sat på spidsen – endte med at institutionen ville blive overrendt af forældre og bedsteforældre der bare ville hygge sig med deres egne børn. Eller at forældrene skulle presses til at passe børnene frivilligt på bekostning af pædagogisk personale.
Nu glæder jeg mig. Jeg tror på, at frivillighedsarbejdet vil tilføre institutionen en masse nyt og blive et visionært supplement til vores pædagogiske praksis. Og – tro mig – så vil jeg fortsat have TR-kasketten på, for det frivillige arbejde i vores institutioner må aldrig gå ind over vores faggrænse og må aldrig blive en spareøvelse!