Ingen inklusion uden ressourcer.
Jeg er personligt stor fane af inklusion og den tanke, at der skal være plads til alle mennesker i fællesskabet, også dem der skiller sig ud fra flertallet. Jeg tror helt ind i hjertet, at det kan lykkes at inkludere alle børn. Jeg ved dog også, at det kræver mere end ”bare” at flytte alle børnene ind i den samme type institution.
Lad mig tage dig med en lille tur rundt i en institution i Ballerup Kommune. Forestil dig en børnehave med 60 børn fordelt på 3 stuer. Imellem larmen, de højt talende børn og mennesker der farer frem og tilbage, er der stadig massere af børn, der formår at sidde dybt opslugt af netop deres leg. Der er liv og glade dage og til tider kaos med så mange mennesker samlet på ét sted, men der er hyggeligt at være og alle er velkomne. Vikarer er en naturlig del af min dagligdag og i denne periode er jeg er den eneste fastansatte på stuen og føler derfor et kæmpe ansvar for stuen, børnene og forældrene – det er jo mig de kender og mig de føler sig trygge ved.
I blandt de her børn på ”min” stue, er der et barn, der har ekstra meget brug for min opmærksomhed. Han har svært ved at være en del af fællesskabet og har virkelig brug for den omsorg og tryghed jeg kan give ham. Det kræver også en del arbejde, der ikke kan foregå på stuen, såsom forældresamtaler, møder med forskellige instanser, udarbejde en handleplan og tilrettelægger en stabil hverdag for ham.
I forbindelse med et forskningsprojekt i institutionen, er jeg blevet bedt om at skrive nogle fortællinger, der afspejler min faglige dagligdag. En dag da jeg sidder og læser dem igennem fanger det min opmærksomhed, at ALLE fortællingerne omhandler det samme barn. Jeg er i forvejen godt klar over, at han har taget/fået meget af min opmærksomhed, men jeg var ikke før klar over, at det var så omfattende.
Pludselig får jeg en følelse af utilstrækkelighed som pædagog og tænker, at alle de andre børn er blevet tilsidesat i denne periode. Jeg når faktisk til et punkt, hvor jeg overvejer om jeg kan se mig selv i øjnene hver morgen når jeg står op, med den viden, at 1 ud af 20 børn får stort set al min pædagogiske opmærksomhed. Jeg står i et stort dilemma, hvor jeg føler jeg er nødsaget til at vælge om han eller de 19 andre er vigtigst. Jeg ved med mig selv, at jeg skal vælge ham, ikke fordi han er vigtigere, men fordi hans behov for min opmærksomhed er stort og at det i længden vil gavne fællesskabet allermest, og på den måde også de andre børn.
Min følelse af utilstrækkelighed bliver hurtig til frustrationer og vrede, da jeg ved, at jeg handler så godt jeg kan indenfor de rammer jeg har, men jeg kan meget mere, hvis jeg bare får lov! I det her tilfælde får jeg givet ét barn en rigtig god tid i børnehaven og en god start på det videre liv, men hvad med de andre 19 børn, er de mindre værd fordi de langt hen af vejen passer bedre ind i normbilledet? Det giver ingen mening at ville inkludere alle børn, hvis der ikke følger de nødvendige ressourcer med. Regeringen har efterhånden anerkendt, at vi har behov for flere pædagoger ved at give 500 mio. ud til kvalitetsløft i daginstitutionerne, hvilket oprindeligt var til bedre normeringer. For 500 mio. kunne kommunerne i realiteten have givet en bedre normering svarende til 1.500 flere pædagoger, men nationalt er tallet kun blevet til 571, hvor er de sidste 929 pædagoger blevet af?
