Hvem sagde det var ”piece of cake” at være pædagog?

Det er mandag morgen og jeg kommer på arbejde fuld med fornyet energi. Jeg har været på et 3 dages kursus, som har inspireret mig helt enormt meget. Jeg elsker det! Jeg elsker mit job og er klar til at vise hele verdenen hvad vi pædagoger kan og hvorfor vi er så vigtige for samfundet som vi er.

Allerede da jeg åbner døren til børnehaven, bliver jeg mødt af nogle glade børn. Mette fortæller mig, at hun har ondt i hovedet. Jeg siger, at det ikke lyder rart, men inden jeg når at sige mere er hun allerede videre – det var nok alt hun havde behov for at fortælle lige nu, desværre når jeg ikke at tale mere med hende i dag, for her kommer så den første mavepuster, der banker energien ud af mig. I kalenderen kan jeg se, at en studerende er på indkald, en kollega holder ferie og en kollega har barn-syg. Selvom det er tre, der er væk, er der kun råd til én vikar. Jeg løfter hovedet op og tænker ”Det her har vi prøvet før, vi klarer den igen!”

På vej rundt på min sædvanlige godmorgen-tur til alle mine fantastiske kolleger, får jeg også hilst på en masse børn, der tilsyneladende har savnet mig – det varmer så dejligt. Jeg mærker energien kommer snigende igen – det skal nok blive en god dag.

Jeg har nu været på arbejde 15 minutter og ville egentlig helst sætte mig ind sammen med børnene, men først er jeg nødt til at gå til møde om et barn. Men inden er jeg liiiige nødt til at få afklaret noget planlægning af næste uges aktiviteter med en kollega. Efter halvanden time kommer jeg tilbage. I mellem tiden har Karsten, som er i et vikariat på 4 måneder, været alene på stuen med 19 børn. Heldigvis er mine andre kolleger så søde, at de sørger for at hjælpe Karsten og tage nogle af børnene med ud på legepladsen.

Nu er det så tid til frokost, som burde være en af de få stunder på dagen, hvor der er rig mulighed for at dele børnene op i små grupper, så de mærker nærværen og der endelig er ro til, at der kan blive lyttet til dem. Børnene sidder ved 3 borde og vi 2 voksne må så sætte os ved et hver. Fie siger ”Jah jeg skal sidde ved siden af Pernille” da jeg sætter mig ved et bord, mens Signe siger ”Det er lang tid siden, at jeg har fået lov at sidde ved siden af en voksen”. Jeg bander indvendigt over, at en pige på 5 år skal bide mærke i det og ønsker endnu engang, at jeg var en blæksprutte, der kunne være lidt over det hele. I dag får 13 børn mulighed for at føre en samtale med de voksne, hvis de vel at mærke har tålmodighed til at vente på, at det bliver deres tur og ikke bare giver op i mellemtiden – de 6 andre får nok muligheden en anden dag.

Mon jeg skulle begynde at føre skema, så børnene på skift får min opmærksomhed?

 

Så er det tid til at rydde op på stuen, skifte bleer, hjælpe børnene i tøjet og sørget for, at der bliver tisset af inden vi går ud. På legepladsen er Sarah og jeg sammen med 58 børn – det er koldt og Mads spørger ”Hvornår skal vi ind?”. Jeg ved han er kold og faktisk fryser, men jeg ved også, at vi ikke kan være inde, når der ikke er flere voksne, så jeg svarer ham, at vi skal ind når Cille kommer tilbage fra pause, og går i stedet med ham ind for at få mere tøj på – velvidende, at jeg efterlader min kollega alene på legepladsen med 57 børn, men igen det har hun jo prøvet før, så hun klarer den nok. Jeg ville ønske, at jeg kunne sætte en fysisk aktivitet i gang, så børnene kunne få varmen, men hvem skal så hjælpe Victor, der har slået sig, Lærke der savner sin mor, Tobias der ikke kan komme ned fra træet – jeg er nødt til at være overbliksvoksen, der slukker alle brandene.

Eftermiddagsmaden går som den plejer, vi spiser mens jeg læser en bog – i dag er det den om Lise Lommeløs – børnene elsker den og jeg nyder de 30 minutters samvær med børnene uden afbrydelser. Men så går virkeligheden op for mig igen, kl.15.30 går de fleste af mine kolleger hjem og vi er nu 2 voksne tilbage i hele børnehaven. Så gælder det om at være kreativ og strategisk. Jeg får sat alle børn i gang med forskellige lege rundt på stuen og håber på den måde på så få konflikter som muligt. Der skal jo også være tid til at hjælpe dem der er på toilettet, krydse børn ud og gerne lige fortælle alle forældre om hvordan netop deres barn har haft det i dag og samtidig forsøge at se ud som om, at jeg er fuld af overskud, selvom det efterhånden mangler.

Årh hvor jeg dog ville ønske, at jeg kunne sige, at dette var et særtilfælde og at vores dagligdag IKKE ser sådan ud normalt, men det gør den desværre ofte. Hvordan kan det forventes, at vi skal have nøje tilrettelagte aktiviteter, der kommer det enkelte barn til gode? Hvordan kan det forventes, at vi skal være nærværende, anerkendende, inkluderende og omsorgsfulde, når vi ikke engang har tid til at være sammen med børnene?

Jeg skammer mig nogle gange over det samfund jeg selv er en del af, hvordan kan vi prioritere børn så lavt?