”Pædagog, I passer da bare børn og drikker kaffe.”

image “Pædagog, I passer da bare børn og drikker kaffe.” Dette er en af de fordomme, vi som pædagoger altid bliver mødt med af offentligheden. Det er ikke en profession der bliver set op til – det er en titel som alle tror, de kan få.

Når man gang på gang får af vide man er dum, bliver man dum, man opgiver at tage kampen op. Her er mange pædagoger endt. Man giver op, og siger bare ”ja ja” og gider ikke diskutere længere, da man føler folk alligevel ikke lytter.

 

Pædagoger har taget en uddannelse, i de flestes tilfælde i noget som de virkelig brænder for. De ønsker at være med til at opdrage, danne og udvikle de individer de arbejder med. Vi har en stor faglighed, kan handle i nuet, på trods af ”de bånd der er med til at binde os ”. ”Vi har travlt og Morten har en dårlig dag, hvilket i hans tilfælde ofte betyder udadreagerende adfærd. Han skal have tørre underbukser på, og vil ikke. Jeg ændrer fokus ved at tage de nye underbukser og sætte på hans hoved. Han griner, jeg skynder mig og sige, at det er ”jeg skynder mig”-underbukser og giver ham et nyt par fra kassen. Nu har jeg en glad dreng, hvor et par underbukser redder ham. Da jeg fangede nuet og lavede sjov ud af situationen.”

 

Der stilles større krav til den pædagogiske praksis, daginstitutioners ”ydelse” skal helst kunne måles og vejes, så vi kan effektivisere den. Vi skal helst kunne sende børnene i skole når de har smidt bleen, så de kan lærer noget, som så kan måles og vejes.
Derfor er det vigtigt, at pædagoger kan fortælle hvad er det vi kan – for det kan ikke måles! Vi har børnene i de første leveår, og præger dem meget. Her er tale om de bløde værdier, som man ikke rigtig kan måle i et regneark. Hvis vi ikke er der til at lære børnene omsorg, konflikt håndtering, sociale relationer, simple leve regler og meget mere. Hvordan skal de så kunne fungere i et klasse værelse?

Vi har ansvaret for mange menneskers fremtid. Et stor dilemma er, hvordan skal vi kunne komme helt omkring det enkelte barn, hvis vi ikke har ressourcerne til det? Og hvordan skal vi få flere ressourcer, hvis vi ikke kan stå frem og fortælle vigtigheden af vores arbejde.

Vi som pædagoger skal rumme mange ting, og bruger os selv meget i vores arbejde, og derfor er det også et nederlag for mange, hvis de gang på gang bliver talt ned både fra ligemænd men også oppe fra. Derfor synes jeg det er vigtigt at vi i fællesskab står sammen og bliver stærke til at fortælle vores historie og vores faglighed, så vi ikke længere bliver set på som det tynde øl.

Det jeg gerne vil sige er, pædagoger lad os være mønsterbrydere. Lad os stå sammen og profilere vores faglighed, så samfundet få nye øjne på os. Fordi det kræver sammenhold at sprede et budskab og vise hvad det er vi dur til.