Sammen står vi stærkere

Så er der igen lavet en undersøgelse der viser at pædagoger og andre offentlige ansatte er bange for at udtale sig om deres arbejde i pressen. Jeg hørte desværre i nyhederne at KL ikke vil anerkende resultatet af undersøgelsen.

Men jeg ved der er noget om snakken.

Hver gang jeg er til møde med politikker og ledere sidder jeg virkelig og vejre mine ord. Hvad er i orden og sige og hvad er absolut forbudt. Når jeg taler med min leder, får jeg den benhårdt tilbage hvis jeg er kritisk i forhold til vores arbejdsforhold. Så får jeg af vide, at normeringen ikke har ændret sig i de sidste 10 år, eller at det er meget værre i andre kommuner. Med andre ord stik piben ind og lad vær med at brokke dig. Når jeg så stiller spørgsmålet, hvad det er der gør, at alle føler sig mere presset, ja så kan det være fordi de ikke er dygtige nok til at administrere/tilrettelægge deres tid på jobbet. Jeg har fået af vide, jeg skal blive bedre til at sige PYT for man kan bare ikke nå det hele ;-0

Problemet er bare at det er tiden sammen med børnene jeg skal sige PYT til. For jeg SKAL nå at holde mig ajour i forhold til Bestyrelsens arbejdet og møder, MED udvalgets arbejde og møder. Jeg skal planlægge og afholde forældresamtaler. Læreplans arbejde og sprogarbejde med diverse test skal også passes. Den endeløse strøm af forskellige planlægningsmøder er der også, da vi er 3 forskellige huse der skal arbejde sammen. Der skal skrives praksisfortællinger på hvert enkelt barn. Der skal dokumenteres med billeder og tekst, så forældrene kan se hvad deres barn laver i børnehaven. Osv. Osv. Listen er uendelig.

Hvem står tilbage som tabere i dette? det er børnene. De bruger mere tid med medhjælpere og vikarer frem for pædagoger, hvis de i det hele taget er så heldige at der kommer en vikar for den pædagog der er væk. Og jeg som pædagog bliver ramt, da jeg skal dække alle mulige andre opgaver end at være med børnene, der hvor de har brug for jeg er. Jeg kan argumentere for, at alt dette arbejde er med til at sikre, at alle børn bliver set, og at barnet har været med i forhold til læreplansmålene. Men jeg kunne også sige at det kunne være mere interessant, hvis hovedparten af min tid var sammen med børnene. Jeg tror vi vil få børnene endnu bedre klædt på, i forhold til de kompetencer de skal bruge for at klare sig godt videre i livet.

Jeg tror det, men det skal jeg ikke sige. For så er jeg ikke professionel og ambitiøs omkring mit arbejde. Jeg tror ikke, jeg er den eneste pædagog der har det sådan, men hvis det siges højt, såååe ja så kan det være vi skulle lave noget andet.

Men er det ikke vores ansvar at gøre opmærksom på når noget er helt forkert? Ville det ikke være mere smart at prøve at lytte til hvad det er vi siger og oplever i vores hverdag, og måske inddrage os i mulige løsninger? I stedet for at true og negligere det vi siger. Vi ved faktisk, hvad vi taler om, da det er os der står i det hverdag. Jeg ville ønske at alle pædagoger ville sige højt, så det kan høres vidt og bredt, hvor hårdt skruerne er strammet i den hverdag vi og børnene færdes i.